Det er som regel inspirerende og lærerigt at høre reklameforskere fra forskellige lande præsentere resultater fra deres forskning i reklamens effekter. Det er omkring dette emne og især om udvikling og måling af et mærkes emotionelle værdier, at Dansk Markedsføringsforbund og Forum for Reklameforskning har inviteret medlemmerne til en eftermiddagskonference torsdag den 2. maj på Handelshøjskolen i København.

Programmet er blevet muliggjort, fordi Forum for Reklameforskning afholder en europæisk konference i dagene 2. – 3. maj og derfor har besøg af en række internationalt kendte reklameforskere.

Det særlige program for Markedsføringsforbundets medlemmer ser spændende ud. Nogle af de indbudte foredragsholdere er kendt fra tidligere konferencer og seminarer her i København, andre er nye i denne sammenhæng, men kendt som forfattere til bøger og artikler, der har vakt opsigt i den internationale reklameverden.

Professor Larry Percy, f.eks. er kendt her i landet for sine fremragende evner som kommunikator af forskningsresultater. Hans gæsteforelæsninger både på Handelshøjskolen i København, Århus Universitet, G”teborgs Universitet og University of Oxford har været rene tilløbsstykker. Hans emne ved konferencen den 2. maj er “Brand Equity and Advertising”. Larry Percy er, sammen med John R. Rossiter, forfatter til en af de mest kendte tekstbøger om reklame:”Advertising Communications and Promotion Management”, og har en fortid på flere af reklamebureauerne på Madison Avenue.

Ved sidste års asi-konference om reklameeffektivitet i København havde Robert Heath, The Value Creation Company, et interessant indlæg om “Low involvement Processing”.

Ved konferencen den 2. maj i år er hans emne:”Branding Emotions and Implicit Memory”, som programplanlæggerne har store forventninger til. Robert Heath har i en del år beskæftiget sig med reklameeffekt og mediaplanlægning gennem sin virksomhed, og er en hyppigt benyttet konsulent og foredragsholder ved internationale konferencer. I de senere år har han især beskæftiget sig med emotionelle responser og den rolle som implicit hukommelse spiller i vurderingen af reklamer. Han har for nylig udgivet bogen: “The Hidden Power of Advertising”.

Mærke-personlighed

“Brand Personality: The development of a Dutch brand personality scale” er emnet for et indlæg, som vil blive givet af Emilie van der Berge, Research Associate, University of Amsterdam, Grip Franzen, professor ved University of Amsterdam og Edith G. Smit, director, SWOOC.

Grip Franzen har skrevet en række bøger om reklame indenfor den sidste halve snes år, der hver for sig har været banebrydende. Han nyeste bog er skrevet sammen med Margot Bouwman og udkom sidste år under titlen: “The Mental World of Brands”, udgivet af World Advertising Research Center. I denne bog præsenteres et nyt syn på, hvordan der opbygges en bedre forbindelse mellem mærke og forbruger. I bogen beskrives bl.a. hvordan den menneskelige hjerne arbejder og hvordan den former erindringer og associationer, og hvorledes vi bedst kan bruge denne viden ved udvikling af mærker og opbygningen af “brand equity”.

Efter præsentationen af den hollandske “Brand personality scale” vil Rita Mårtensen, professor ved G”teborg Universitet, give en oversigt over forskningsresultater og konklusioner, som kan bruges i reklame-beslutninger, efterfulgt af Kjell Grønhaug, professor ved den norske handelshøjskole, som vil komme med et indlæg om: “How do art directors think advertising effects”.

Eftermiddagens sidste indlæg vil blive givet af en af Forum for Reklameforskning’s unge lovende forskere, ph.d. -stipendiat Lars Pynt Andersen, der specielt beskæftiger sig med Tv- reklamefilmens indholdsdimensioner i et genreperspektiv. I et research paper i efteråret 2001 har han redegjort for sine hidtidige forsøg på at klassificere TV-reklamefilmene i forskellige genrer, og kombinere disse med filmenes udtryk og virkemidler. En sådan matrix kunne forbedre kommunikationen mellem de forskellige aktører og måske endog inspirere til nye kombinationer af genrer og virkemidler. Lars Pynt Andersen er kandidat i retorik og filmvidenskab fra Københavns Universitet.

Konferencen afholdes torsdag den 2. maj kl. 13,00 – 17,30 på Handelshøjskolen i København, Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg. Prisen for medlemmer af DMF er kr. 795, for gæster kr. 995.-. Tilmelding kan ske pr. telefon 38 11 87 87 eller ved fax 3811 8747 eller via www.d-m-f.dk.
ð