Kundelisten hos reklamebureauet enVision er blevet længere det sidste halve år. En bevidst satsning på fødevareområdet har banet vejen for mange nye kunder i denne sektor. Men også kunder fra andre brancher er blevet tilføjet kundelisten. Og her har nøglen været øget fokus på både strategi og kreativitet.
Blandt de nye kunder, der er kommet til hos enVision i Århus og København det sidste halve år, er Spira (Danpo/Kronfågel), Sodemann, Hjem-IS Danmark og Norge, Det Jydske Haveselskab, Café Noir, Tivoli Friheden, ScanMarket, Landrover, TelIP og Crispy Food.
– Vi er utrolig stolte over, at det er lykkedes os at vinde mange nye opgaver i det sidste halve års tid. Flere af de nye kunder har vi vundet i konkurrence med andre førende bureauer fra både Danmark og udlandet, og det skærper sanserne og energien. Det er klart, at det trækker mange ressourcer at deltage i bureaukonkurrencer, og vores medarbejdere har virkelig lagt en stor indsats i arbejdet. Når det så resulterer i mange nye spændende kunder på kort tid, giver det en ekstra gejst og selvtillid blandt medarbejderne, siger strategisk direktør Mona Juul.
De mange nye kunder hos enVision kommer fra et bredt felt af forskellige brancher. Fødevarebranchen er dog stadig en af de mest dominerende brancher i bureauets kundeportefølje.