Rygterne om de klassiske massemedier tv, radio og dagblades tilbagegang og snarlige død er stærkt overdrevet, skriver Kristeligt Dagblad.
Selvom vi ofte hører, at smartphones og sociale internetsteder som Facebook og Twitter er ved at udkonkurrere de ”gamle medier,” er dette ikke sandt.
Det siger Klaus Bruhn Jensen, professor i medievidenskab ved Københavns Universitet, som sammen med adjunkt Rasmus Helles har gennemført en ny undersøgelse blandt 1.425 danskere om deres mediebrug.
Undersøgelsen peger på, at traditionelle massemedier stadig har den største del af danskernes opmærksomhed, og at vi aldrig har set så meget tv som nu
– Der er en tendens til at hype betydningen af nye medier på mobiltelefoner og internet. Dels er der industrien selv, som gerne vil fortælle, at alle skal have en iPhone. Dels er der i det politiske liv mange, som mener, at nye medier giver en helt ny demokratisk situation, hvor alle kan komme til orde i debatten. Men når vi undersøger det nærmere, er de gamle medier stadig de dagsordensættende, og også i de nye medier er det en begrænset kreds af mennesker, der bliver set, hørt og læst, siger Klaus Bruhn Jensen til Kristeligt Dagblad.