Hjaltelin Stahls årsregnskab for 2012 landede forleden hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og det var ikke rendyrket hyggelæsning set ud fra et bureau-optimistisk synspunkt.

Godt nok bevarede bureauet, der på det seneste har gjort sig bemærket med indtil flere nye kundegevinster, et solidt plus på bundlinjen i 2012, men sammenlignet med året før, var det skrumpet betragteligt ind.

Årets resultat viste således et overskud på 6,9 mio. kr. mod 16,8 mio. kr. i 2011. Skudsmålet i årsberetningen lød da også: ”Ikke tilfredsstillende”. I 2013 forventer bureauet ”et markant højere resultat end for 2012”.

Hartmann og Østerbæk nye partnere

Og den optimisme er sikkert medvirkende til, at Client Service Director Maja Hartmann og Digital Creative Director Asger Østerbæk nu bliver partnere.

Ifølge en pressemeddelelse skal de to være med til at sikre, at bureauet også fremover kan fastholde positionen som et af de ”allerbedste cross media bureauer i Danmark”.

– Jeg er utrolig glad for, at Maja og Asger har lyst til at blive partnere. Maja har gennem 9 år bevist sin store kompetence på tværs af medier, og Asger har været en nøglespiller i bureauets digitale fremmarch. Deres kompetencer og menneskelige kvaliteter gør dem begge centrale for bureauets fremtidige succes, lyder det fra bureauets adm. direktør og seniorpartner Steffen Hjaltelin.

Over de kommende år vil flere nøglemedarbejdere blive tilbudt optagelse i programmet.

 

Nøgletal Hjaltelin Stahl & CO K/S

(Mio. kr.)                             2012            2011

  • Bruttofortjeneste              39,8                 50
  • Resultat før skat               7,3                17,2
  • Årets resultat                   7,3                17,2
  • Egenkapital                      5,4                10,9
  • Antal ansatte                    56                 60