TV 2 har nu fundet afløserne for Bo Damgaard, der stoppede i går onsdag. De nye programchefer bliver Keld Reinicke og Merete Mortensen.

Keld Reinicke kommer fra en stilling som administrerende direktør for TV 2 Networks – det vil sige kanalerne TV 2 Zulu, TV 2 Charlie og TV 2 FILM – mens Merete Mortensen i dag er administrerende direktør for produktionsselskabet Metronome.

Merete Mortensen har tidligere som chef for Mastiff Media og Wegelius stået i spidsen for betydningsfulde underholdningsprogrammer som ”Den Store Klassefest”, ”Venner for livet”, ”Den 6. Sans” og faktaprogrammer af forskellig art. Hun og Keld Reinicke refererer til programdirektør Palle Strøm.

– Jeg har fået mit drømmepar. Jeg er nærmest ekstatisk og glæder mig til at komme i gang, så det kribler i fingrene, siger programdirektør Palle Strøm.

Når TV 2 ansætter et makkerpar, afspejler det fremtidens krav til mere tænkning på tværs. Branchen og broadcast-verdenen kender allerede par-tankegangen fra DR2 og TV 2 Zulu, der begge har eller har haft makkerpar som ledelse.

Keld Reinicke begynder som programchef 1. februar, hvorefter den nye ledelse af TV 2 Networks offentliggøres. Merete Mortensen begynder som programchef på TV 2 senest 1. april.