TacticalPeople hedder et nyt selskab i PeopleGroup. Selskabet skal ledes af Jens Heydenreich, der har en fortid hos J. Walter Thompson og skal fokusere på at servicere mærkevareudbydere, der ikke har budgetter store nok til tv-markedsføring, og som derfor har behov for at arbejde med mindre budgetter på en række områder.
TacticalPeople starter med ca. 15 mand, der kommer fra andre steder i PeopleGroup og har en række opgaver for bl.a. Toyota og Sonofon med under armen.
Desuden er der et TradePeople på vej under ledelse af Peter Grumsen, som kommer fra Republica.
De to nye bureauer skal ses som konsekvens af adm. dir. Jan Duckerts opfattelse af, hvor reklamebranchen bevæger sig hen. Han fortæller til Børsen:
“Branchen står over for et paradigme-skift, og jeg mener virkelig et paradigme-skift. Om fem år kender vi ikke reklamebranchen, som vi kender den i dag. Det betyder, at vi er nødt til at tilpasse vores struktur til den efterspørgsel, vi forventer markedet vil stille fremover”. Han vurderer bl.a., at de gode tider med to-cifrede tv-budgetter ikke vender tilbage, selvom der er et opsving undervejs.
Derfor har han også taget initiativ til, at PeopleGroup flytter store dele af sit rentegnings og dtp-arbejde til Bangladesh.