Mediebrands som DR og TV 2  har styrket omdømmet i Danmark markant, siden coronakrisens begyndelse.

Det viser nye tal fra analysevirksomheden YouGovs BrandIndex, hvor danskernes opfattelse af over 300 brands løbende kortlægges.

Data er indhentet fra 11. marts 2020 til 26. april 2020.

På listens Top 10 optræder ikke færre end fire mediebrands – DR, TV 2, Netflix og DRTV – hvilket er noget af et særsyn.

DR og TV 2 er listens absolutte højdespringere med en fremgang i scoren på henholdsvis 11,1 og 6,6:

Brand

Score

Rema 1000

45,6

Matas

45,0

DR

44,2

Lego

43,1

MobilePay

42,5

Netflix

42,3

Lurpak

42,1

DRTV

36,7

TV 2

36,1

Sygeforsikringen Danmark

35,8

Tove Keldsen, der er Head of Marketing, Nordics, hos YouGov, forklarer fremgangen med, at danskerne generelt ser mere TV nu end i samme periode sidste år.

– Vores COVID-19 tracker viser, at langt flere ser TV oftere nu end før coronapandemien. 52 procent ser TV oftere, og DR har alle jo adgang til, siger hun og henviser til, at også streamingtjenester – såsom Netflix og TV 2 PLAY – har styrket omdømmet, siden coronakrisen ramte landet.

Masser af positiv buzz

Det fremgår tydeligt af YouGovs opgørelse af de brands, der har fået mest positiv omtale (buzz) i perioden:

Brand

Score

Netflix

34,5

Rema 1000

31,0

DR

26,4

MobilePay

25,7

Matas

22,3

Lego

22,1

TV 2

22,1

DRTV

21,8

IKEA

20,2

Sygeforsikringen Danmark

19,7

Netflix kommer ud helt i toppen, men igen er såvel DR, DRTV, og TV 2 også i Top 10 efter markante fremgange i scoren. Desuden er TV 2 PLAY placeret på en 11. plads.

Også når det handler om YouGovs sideløbende opgørelse over forbrugernes købsintention i forhold til de enkelte brands, er de danske mediebrands og streamingtjenester højdespringere.

DR klarer sig bedst af alle med en fremgang i scoren på 14,4, mens TV 2 kommer ind på en tredjeplads efter at have forbedret scoren med 12,4.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Nyheder og fællessang løfter DR-brandet

Hos DR Kommunikation er Lasse Bastkjær Jensen, kommunikationschef, naturligvis godt tilfreds med rykket mod toppen af YouGovs BrandIndex.

– Traditionelt er det først og fremmest indholdet på fladerne, der driver DR’s omdømme. Vi har både før og under corona oplevet en stødt og roligt positiv udvikling, siger han.

Lasse Bastkjær Jensen forklarer, at DR sideløbende med den løbende omdømmemåling indsamler åbne udsagn fra respondenterne, ”så vi ved, hvorfor kurven går op eller ned”.

– Billedet her er ganske tydeligt, at det både er vores generelle nyhedsdækning sammen med ting som Ultra Nyt og fællessang, danskerne er glade for. Og nu begynder en stor satsning som Vilde Vidunderlige Danmark helt sikkert også at få en effekt, siger han.

Han mener, at DR generelt har vi givet danskerne indhold, der ”ligger i fin forlængelse af virksomhedsstrategien ”Sammen om det vigtige”, vi lancerede sidste år”.

– Det er med til at give en troværdig og konsistent profil, så vi selv under noget så usædvanligt og omsiggribende som coronakrisen er i stand til at køre videre af det strategiske spor, der er lagt, siger Lasse Bastkjær Jensen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.