Kartoffelkuren var den populære betegnelse for en omfattende kreditstramning sidst i 80’erne. Nogle års økonomisk letsind, hvor selv den platteste spekulant kunne påregne en initiativpris, skulle afløses af ansvarlighed. Danskerne måtte lære igen at sætte tæring efter næring, vi skulle spare op ligesom de flittige folk i Tyskland. – Se, hvor godt det går tysk økonomi, folk sparer op, lød det. So ein Ding måtte vi osse haben in diese latterliche kleine Land.
Jawohl! Javel! Familien Danmark parerede ordre. Det lånefinansierede forbrug blev delvis kriminaliseret, og vi begyndte at nedbringe vores gæld i erkendelse af, at rentefradragsretten alligevel ikke var, hvad den havde været. Desuden betød inflationens ophør, at fidusen ved at låne gode penge og betale tilbage med devaluerede gik fra hot til not.
Det lykkedes med andre ord at gennemføre en adfærdsjustering, som for eksempel gav sig synlige udtryk i udviklingen af en “fornuftig“ kæde som Netto. Fra at være hovedleverandør af billige bjørnebajere til brostenens bisser endte lavprishusene med at sælge østers fra Løgismose nytårsaften til forstædernes fruer og alligevel fastholde den tværfolkelige appel. Her mødes de prisbevidste danskere, for man skal jo købe noget.
“Frygt for ny periode med opsparinger“, skælver en avisoverskrift. Økonom A mener, at forbrugerne vil være mere tilbøjelige til at købe end til at spare, mens økonom B har den modsatte opfattelse og frygter opsparing. Forbrugertillidsindikatoren faldt jo brat fra værdien 9 til 4 i februar måned. Økonom C hævder, at det hele er pressens skyld; der males med for mørke farver. Også økonom D “ønsker at holde fast i fremtidstroen“.
Undskyld, hvis vi bliver forvirrede over, hvad tre bankøkonomer og Danmarks Statstik siger om os pengepugere, som ikke tør andet end at have penge stående, hvis der kommer en restopkrævning fra det forrykte lotterisystem, der optræder under dække af at være et skattevæsen. At låne til restskatten er under alle omstændigheder råddent, selv om den i princippet “holder hjulene i gang“.
Økonomerne ser gerne, at vi går ud og finder nogle varer, vi ikke har i forvejen, således at vi kan holde detailhandelen i sving, men problemet er måske, at mange mennesker har næsten alt muligt og derfor må anstrenge sig for at finde på noget nyttigt at bruge penge til.
I skolen lærte vi om Peter Spar og Søren Sold, sponseret af Sparekasseforeningen. Pendulet har stået på spar for længe, vi skal have flere korttidstænkende Søren’er til at solde: Til det formål har man hyret solmodne Tina Kjær med de fabelagtige frugter som lokkedue, så selv tvivlsomme betalere kan få et vi-spørger-ikke-om-noget-kort med købekraft op til 30.000 kr. Renten er 24% plus det løse, men der skal jo også være midler til at dække de forventelige tab på dubiøse debitorer.
Det var ellers netop den form for løsagtig kredit, man prøvede at adfærdsregulere væk, da kartoflerne blev kørt i stilling. Kreditforeningerne sender kælen direct mail og fortæller, at det er blevet billigere og lettere at få flere penge til forbrug. Bankfuldmægtigen ser bedende på kunden og spørger, om der mon ikke er bare et lille lånebehov, hun kan få lov at opfylde. Måske får hun bonuspoint for hver 100.000 kr., hun kan hægte en kunde op på at låne, måske undgår hun bare et prik.
Hvis det er rigtigt, at forbrugerne generelt foretrækker at spare fremfor at låne, går det naturligvis ud over detailhandelen. Samtidig rummer det dog den fordel, at Danmark A/S kan bevare overskuddet på betalingsbalancen i forhold til udlandet, fordi vi importerer færre varer. Vi kan jo næsten ikke selv fremstille noget her ombord, foreningen Dansk Arbejde lever på vågeblus og bliver vel desuden snart forbudt af EU-domstolen.