Det Telia-ejede mobilselskab Call me er på vej i luften med en ny reklamefilm, hvor danskerne opfordres til at ”hjerte noget mere”, som Christian Preisler, marketingchef for Telia, formulerer det.
– Det er første gang, at vi går ud med så tungt et tryk i en kampagne, der bygger videre på vores tagline ”Mobilselskabet med et hjerte til forskel”, siger han.
Med den nye reklamefilm fortsætter Call me med at skille sig ud fra konkurrenterne på det danske mobilmarked ved ikke kun at fokusere på pris i den kommercielle kommunikation.
– Vi tror stadig på, at der er plads på markedet til et brand med hjertet på rette sted, siger Christian Preisler og henviser til Call me’s succesrige kommunikationsplatform Tal Ordentligt, der første gang så dagens lys i 2012.
Marketing classic
Den platform – der var ren purpose, længe før det blev mainstream i branchen – høstede masser af hæder såvel herhjemme som internationalt. Det blev blandt andet til en bronzeløve ved VM i reklame, Cannes Lions, i 2012.
– Vi er blevet ved med at folde Tal Ordentligt ud, og det har udviklet sig til et meget bredt projekt, der på sin vis er blevet større end selve Call me-brandet, siger han.
Derfor besluttede Call me sig for at gå nye reklame-veje og ændre tonen i den kommercielle kommunikation.
– Tal Ordentligt har været fantastisk, mens vi med vores nye kommunikation satser vi lidt mere på at koble det bedre sammen med mere klassiske marketing-virkemidler, siger han.
Hvad mener du med det?
– Det handler jo i bund og grund om at få bygget bedre bro mellem salg og marketing ved at skabe en platform, der lettere kan anvendes til blandt andet taktiske budskaber. Jeg tror ganske enkelt på, at vi i sidste ende vil få mere ud af marketingkronerne på den måde, siger Christian Preisler.
Nye toner fra Call me
Den nye reklamefilm kredser også omkring ”det at tale ordentligt” ved at pege på, at alle burde sende hinanden lidt flere hjerter via mobilen, på de sociale medier og i livet generelt.
– Men tonen er helt forandret. Hvor vi i tidligere kampagner fokuserede meget på dem, der ikke talte ordentligt, så viser vi nu forskellige personer, der ”smider et hjerte”, siger Christian Preisler, og peger på, at der samtidig skabes en tættere kobling til brandet Call me.
– Vi er jo et mobilselskab, der i sidste ende skal sælge abonnementer, og derfor er vi i den nye reklamefilm også kommet tættere på mobilen, som vi ser i aktion i forskellige arenaer, siger han.
Den nye reklamefilm, Hjert Noget Mere, kommer til at køre massivt på TV og online.
Bag kampagnen står Hjaltelin Stahl, der gennem de seneste år har været reklamebureau for hovedbrandet Telia, inklusiv erhvervsforretningen, og nu konsolideres samarbejdet til også at omfatte Call me.
Kampagnen skydes i gang 27. december, og den er skræddersyet til at køre i januar, der er højsæson for skift af mobilselskab i Danmark.
Gå til snigpremiere på Call me’s nye reklamefilm her: