Når fitness-centrene spiller hip-hop-musik i de svedige træningslokaler, når radiostationerne spiller Medinas nyeste hit, og når supermarkederne sender fløjlsbløde toner fra Rasmus Seebach ud mellem vare-hylderne – ja, så skal der penge ind på kontoen til kunstnere, komponister og musikforlag.
I Danmark er det non-profit organisationen Koda, der tager sig af den slags, og i disse digitale tider, hvor selv cd’en er ved at udånde, og alskens streaming-tjenester vinder terræn, var det tid til at give Koda et nyt udtryk, mener organisationens direktør Anders Lassen.
– Koda er i gang med en stor forandring i disse år, og det ville vi gerne signalere i den grafiske profil. Vi har arbejdet på at finde et udtryk, der på en gang fortæller en historie om nye tider og samtidig holder fast i det gode fra fortiden – symboliseret ved noden, der jo helt præcist beskriver, hvad vi er sat i verden for, siger direktør Anders Lassen.
Opgaven blev for et halvt års tid siden overdraget til design- og branding bureauet Kontrapunkt, som nu er klar med organisationens nye ansigt udadtil.
Designeren bag den nye identitet Peter Folkmar fra Kontrapunkt fortæller:
– Koda har flere roller. De passer på komponisternes rettigheder, de udbetaler penge til sine medlemmer og endelig støtter de aktivt det danske musikliv. Derfor udviklede vi et visuelt sprog bestående af farvede rektangler. Tilsammen udgør de et sæt ”klangflader”, som man kan skrue op og ned for, og som kan målrettes Kodas forskellige målgrupper. Logoet består af det sorte kvadrat, som udtrykker stabilitet og seriøsitet. Nedenunder kigger musikken frem i form af forskellige farveflader, som giver logoet et dynamisk og levende udtryk.
Noden i det nye logo er placeret i slutningen af navnet Koda og ligner fra afstand det velkendte registreringsmærke ”R” med en cirkel omkring. Dermed fortæller logoet præcist, hvad Koda er sat i verden for. Nemlig at passe på musikrettigheder.
Sammen med det nye logo har Kontrapunkt også leveret kommunikationsanvisninger for Kodas brug af designelementer som farver, skrifttyper og billedstil. Og den nye visuelle identitet bliver foldet ud på alt fra hjemmeside, digital årsberetning, visitkort og brevpapir – til facade og receptionsområde.
Kontrapunkt – hvis eget navn i øvrigt også betegnelsen for en musikalsk kompositionsform – blev sidste år kåret som Design Agency of the year ved Creative Circle Awards.
Bureauet har tidligere udviklet visuelle identiteter og strategi for kunder som blandt andre Carlsberg, Novo Nordisk, Microsoft, Lego, Adidas, Røde Kors og – verdens bedste restaurant igen igen – Noma.