Fra 1. januar er landets otte største tv-stationer gået sammen om at forbedre målingen af seertal, så den bedre afspejler danskernes forbrug af tv-indhold på forskellige platforme.

Det er som udgangspunkt godt nyt for det danske tv- og annoncemarked, da den tv-sening, som Kantar Gallup hidtil har kunnet måle efter den gamle model har været vigende.

Alle bliver naturligvis meget klogere, når der kommer nye tal på bordet, men foreløbig har Jakob Olsen, Head of Broadcast hos IUM og Mediabrands, haft lejlighed til at studere den nye model.

– Vi hilser enhver forbedring velkommen.  Det er jo indlysende, at en del af tv-seningen er flyttet til andre platforme, som vi ikke kan registrere i dag, siger han.

Jakob Olsen tror, at ”tv-kagen” vil øges fra januar, da de nye målinger er til fordel for tv’s position og anseelse som medie, men om det ændrer noget for annoncørerne, er mere usikkert, mener Jakob Olsen.

– Jeg tror, vi får identificeret en del af den ”glemte” sening, når vi kan opsnappe live sening og catch-up sening på TV 2 Play, Viaplay, Viafree og Dplay. Givetvis også en hel del fra DR TV, som annoncører selvsagt ikke kan bruge.  Mange programmer vil opnå et lidt højere seertal og tv’s samlede dækning vil øges.  Men vi kommer ikke tilbage til niveauerne for fem år siden, siger han.

Markeds-konsekvenser?

Live programmer f.eks. på TV 2 Play er med reklame, men det er catch-up sening ikke.  Dernæst er det i skrivende stund usikkert, hvorvidt kommerciel tv-sening på eb.dk og lignende medier også vil blive målt.

Det er derfor svært at bedømme, om det kommercielle ”varelager” vil vokse fra 2017. Sandsynligvis vil det være meget lidt, vurderer Jakob Olsen. 

– Derfor er vi lige nu usikre på, hvorledes de nye tal vil påvirke samhandlen på tv-markedet, herunder trp-priser i 2017. Derimod er det muligt, at styrkeforholdet mellem TV 2, DR, MTG og Discovery kan forskubbe sig en smule, siger han.

Jakob Olsen nikker anerkendende til de tekniske og praktiske forhold omkring de nye målinger. 

Blandt andet bliver det fremover muligt at isolere data, og analysen er forbedret med mange nye variabler, såsom forskellige apparater og varieret tv-adfærd.  

I den nye måling fusioneres tv-meter målinger med tre kilder af digitale målinger, herunder at udvalgte husstande måles på deres pc, tablet og mobil sening.

YouTube er ikke med

Nyt er det også, at tv-målingerne bliver baseret på 1.200 hustande og ikke som før 1.000.

Markedet vil i 2017 også skulle operere med flere hovedtal. Seertal for broadcast og et tal for catch-up sening inden for 7 dage. 

Til eksempel benytter amerikanske fagmedier typisk en rapportering, hvor man angiver et seertal som ”Broadcast Live” og en ”Live+7rating”.

YouTube, en af de helt store video- og tv-aktører, deltager indtil videre ikke i de kommende målinger, oplyser Google/YouTube ifølge Jakob Olsen til IUM.