Først kom SEB e-banking, så Basisbank, siden DinBank og i går lancerede den svenske Foreningssparbanken så deres Firstviewbank.com.
Fælles for alle de nye banker er, at de kun findes i den virtuelle verden og alle kæmper om, at få del i kagen af bankkunder, der godt vil have en billigere bank uden filialer. Hos Firstviewbank.com går man skridtet videre. Man vil nemlig ikke kun være billigst, men også give kunderne den bedste service. Ideen er at gøre Firstview til en finansieringsportal, der kan giver såvel kunder som andre interesserede oplysninger om det finansielle marked.
– På portalen vil man kunne få hjælp og rådgivning om økonomiske spørgsmål om alt, der i ligger uden for indkøbene i Føtex, siger René Thomsen, der er marketingchef i den nye bank, som er 100 procent finansieret af Foreningssparbanken.
Da Firstviewbank.com ikke kun ser sig som en internetbank, kan man blive kunde eller bruger på to måder. Enten som regulær bankkunde eller som medlem af portalen.
– Der vil være situationer, hvor man ikke kan komme videre med mindre man er kunde. Fx hvis det drejer sig om spørgsmål om online rådgivning om aktiekurser. Udgangspunktet er, at man skal kunne bruge portalen til at få overblik over det finansielle marked. Vi vil ikke være billigst på alle områder. Det kan man ikke være, hvis man ikke vil sætte penge til. Vores ide er, at give brugerne den bedste service. Hvis de oplever, at de bliver taget alvorligt, er der også stor sandsynlighed for, at de vælger os som bankkunde. De skal ikke blive helkunder på grund af prissætningen, men på grund af deres oplevelse af os som bank, siger René Thomsen, der regner med at tjene penge på begge områder både bankdelen og informationsportalen.
– På portalen handler det ikke om banner og tags, men deciderede samarbejdsaftaler med finansieringsinstitutter som eks. BRF eller Nykredit. Vi får fx et fast fee, hvis vi sender en kunde videre til dem, siger René Thomsen, der ikke ser noget problem i, at man kun samarbejder med fx nogle kreditforeninger.
– Vi viser priser på alt og alle, men samtidig samarbejder vi også med alle, der har lyst, siger han.
Udgiften til fødselen af Firstview er på et godt stykke over de 100 millioner kroner, men ifølge René Thomsen forventer man allerede inden for fire år at have overskud. Og efter syv skulle satsningen gerne være betalt tilbage. Udviklingen af den del Firstview som er finansieringsportal er skabt af webbureauet Agency.com, der har udarbejdet ideerne helt fra grunden. Agency.com vandt opgaven i en bureaukonkurrence mod Ahead for knap et år siden.
– Da vi begyndte planlægningen af banken overvejede vi nøje, hvilken type bank vi skulle skabe. Vi ville ikke bare lave en ny onlinebank, men skabe et nyt sted for bankkunder, siger han.
Selve markedsføringen af sitet består af fire del. Udover event, off- og online vil selve alliancedelen også være en væsentlig del af den opmærksomhed, banken vil forsøge at skabe om sig selv. De forskellige kampagner vil blive iværksat i begyndelsen af marts måned.