Det er ved at være et år siden, at DBA Business med et helt nyt produkt gav virksomheder endnu bedre mulighed for at sælge deres nye varer på DBA (Den Blå Avis, red.).

Status er i dag, at visningen af nye varer samlet udgør hele 30 pct. af udvalget på DBA. Især mindre og mellemstore webshops gør brug af DBA Business.

I løbet af det sidste år er 2.000 kunder kommet til DBA Business, og ambitionen er at fortsætte væksten. Helt konkret lyder målet at blive den foretrukne platform for webshops, og de skal tiltrækkes med nøgleproduktet DBA TopAnnoncer.

I sin nuværende form udgør erhvervsannoncerne 30 pct. af alle annoncer på DBA, og er dermed blevet populær for webshops. Annoncerne kan nå brugere, der specifikt søger på brugte varer, men nu også kan blive tilbudt fabriksnye varer via annoncemodulet.

– Vi har en produktportefølje, som giver os unik mulighed for at tilbyde brugerne det fabriksnye alternativ til den brugte vare, de søger efter hos os, siger Nikolaj Gjeding Larsen, direktør for DBA.

– Vi kan komme langt ned i de specifikke kategorier, hvor vi kun viser brugerne topannoncer, der er relevante for deres søgning. Derfor kan vi spænde vidt fra den lille nicheforretning til den store og landskendte webshop. Den meget specifikke segmentering øger sandsynligheden for en bedre konvertering, og derfor appellerer topannoncen i høj grad til webshops. 

Relevant salgsvindue?

En af de virksomheder, der gør brug af DBA Business, er webshoppen Bagetid.dk. Særligt konverteringen har vist sig at være god for webshoppen, der sælger bageudstyr og ingredienser.

– Siden vi startede op i 2012, har vores markedsføring været baseret på Google AdWords, Facebook, bloggersamarbejde og forskellige søgemaskiner som Pricerunner og Kelkoo. I første omgang var vi skeptiske over for DBA Business, men vi fik en god aftale, og det fungerer overraskende godt, siger Rasmus Lindgren, ansvarlig for markedsføring og udvikling hos bagetid.dk.

– Ud af de klik, der kommer ind hver dag, ender en stor del af dem med at lægge en ordre. Det indikerer, at vores visning af varer på DBA virker relevant for forbrugeren, og det er det vigtigste for os. 

En anden virksomhed, der har haft en god oplevelse med DBA Business, er Nimara.dk, en webshop med salg af bl.a. tøj, sportsudstyr og boligartikler.

– Efterhånden har vi testet mange former for markedsføring, fx Google AdWords og organisk søgemaskineoptimering, og vi har vist vores varer via DBA i tre måneder nu, fortæller Mathias Nielsen, der driver Nimara.dk med sin bror.

– Her annoncerer vi med vores spisestol og et sofabord, der minder om nogle af de populære produkter i søgninger på DBA. Prisforskellen er ret lille, og det kommer nogle gange bag på folk, at de kan få en helt ny stol med garanti til næsten samme pris som en brugt. DBA Business passer godt til vores forretning, og vi kan nå en relevant kundegruppe.

Danskernes handelsplads

Hos eBay Danmark, ejerne af DBA, er ambitionerne til B2B-forretningen store:

– Med en ny B2B marketing manager i spidsen i form af Joackim Penti tegner det rigtigt lovende for 2016, hvor vi har meget ambitiøse vækstmål – ikke mindst i forhold til vores businesskunder på DBA Business, siger Mads Arentoft, Head of Marketing & PR.

Selv om DBA Business udgør en stigende andel af de samlede varer på sitet, er der ingen tvivl om, hvad DBA fortsat skal være for danskerne, nemlig Danmark største online genbrugssite.

Således slutter Nikolaj Gjeding Larsen:

– DBA har i snart 35 år været danskernes fortrukne handelsplads, et hvor millioner årligt handler privat med hinanden, og sådan skal det blive ved med at være. DBA Business er et ”ad on” til vores brugere og en attraktiv løsning for webshops, som et effektivt supplement til deres øvrige annoncering, slutter han.