For knap to måneder siden bad undertegnede om en håndsoprækning på Markedsføring og DMF: Hvem har fået 24timer og Dato? Svarene var ikke overbevisende, og det skulle vise sig at være en forsmag på de distributionsproblemer, som de to gratisaviser kort efter erkendte var til stede.
Nu har Nyhedsavisen været på gaden i en uge, og en tilsvarende rundspørge viser, at ingen har fået avisen. Heller ikke de tre, der hører under avisens dækningsområder.
Nyhedsavisens adm. direktør, Morten Nissen Nielsen, afviser parallellerne. Selvom han med sine udtalelser ligner de svar, der kom fra Dato og 24 timer
– Vi ønsker ikke at sammenligne os med Dato og 24timer, for vores ambitionsniveau er højere. Så vores opgave er at gøre det langt bedre end dem – også på distributionen. Vi har haft problemer i forbindelse med opstarten. Nogle ting kører planmæssigt, andre ting kører ikke, men dem får vi håndteret. Sådan har vi også klaret det tidligere med alle de andre aviser, som vi, der står bag Nyhedsavisen, har lanceret.
På Nyhedsavisens hjemmeside, avisen.dk, ses en oversigt over dækningsområderne samt – ikke uvæsentligt – dækningsprocenter og oplag. I dag er det samlede oplag opgivet til 360.000-390.000.
– Jeg er overbevist om, at vi når målet på 500.000. Enten ved at skaffe de nødvendige nøgler eller ved at opretter nye områder, siger Morten Nissen Nielsen.
Dato udkom den 16. august, en dag før Nyhedsavisen, og lagde nærliggende nok vægt på first mover-effekten. Dengang holdt Nyhedsavisen fast i best mover – og den strategi er ikke fraveget.
– First-mover-fordelen er vist kun hypet af Dato. Nu er vi i gang, med en god avis. Efter leveringen er begyndt, er det avisens kvalitet og leveringssikkerhed, der tæller, siger Morten Nissen Nielsen.
Bladkompagniet, der distribuerer Dato og 24timer, gav i sin tid sig selv en 8-tal med pil op for præstationen. Dét nummer vil Morten Nissen Nielsen ikke gøre til en tradition:
– Jeg vil ikke give karakter. Men der er tale om en stor pil opad, for der er tale om en distribution i accelleration.
Det svar ligner, hvad 24timer og Dato sagde, da de startede, så det må karakteriseres som det nærmest, man kan få Morten Nissen Nielsen til at indrømme, at distributionen har vist sig vanskeligere end ventet.
peng