Det var morgenen, hvor en stolt Svenn Dam skulle præsentere en dugfrisk Nyhedsavisen og fortælle om baggrunden for avisen ved et morgenarrangement i Børsen Executive Club. Og han havde da også en avis med, men samtidig måtte han ærgerligt konstatere, at en tryk-maskine hos Dansk Avistryk i Glostrup havde valgt noget nær det dummeste tidspunkt at stå af på. Resultatet blev, at Nyhedsavisen kun kom ud i ca. halvdelen af sit oplag på 500.000, og det var først og fremmest København, det gik ud over.
Men ellers kunne han hakke de fleste af opgaverne af som udført. Væsentligste problem var udlevering af nøgler i selve København.
– Boligforeningen er varsomme med, hvem de udleverer nøgler til, og det kan man sådan set godt forstå. Desuden har konkurrenterne ikke gjort det lettere at få udleveret nøglerne. Boligforeningerne vil nok gerne se avisen før de tager stilling, og det er vel også forståeligt. Vi har så udvidet distributionen rundt om København, og det er ok for annoncørerne, men selvfølgelig ønsker vi at få avisen ud i København, sagde Svenn Dam.
Han kunne samtidig glæde sig over, at det lykkedes at sælge annoncer for 1,2 mio. kr. i premierenummeret – hvilket han opgjorde til over halvdelen af omkostningerne. På den måde har han løftet en smule af sløret for, hvad det koster at drive en gratisavis som Nyhedsavisen. Han ville dog efterfølgende ikke uddybe det anderledes end ”noget over halvdelen”. Men det kan indikere et niveau på mellem 1,5 og 2 mio. kr. pr udgivelsesdag – eller mellem 450 og 600 mio. kr. på årsbasis med 6 ugentlige udgivelser. fin