I går (mandag) udløb Nyhedsavisens tidsfrist for aflevering af årsregnskabet for 2007 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Derved risikerer selskabet bag avisen nu at blive tvangsopløst. Det oplyser Business.dk.
Der lader dog til, at Nyhedsavisen har indtil august til at redde skindet på næsen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen oplyser nemlig, at en tvangsopløsning formentlig først vil træde i kraft i næste måned.
I øjeblikket kæmper avisejer Morten Lund, der ejer 51 pct. af aktierne, for at finde en partner, der vil skyde minimum 70 millioner kroner ind i avisprojektet.
Samtidig har bestyrelsesmedlemmerne Svenn Dam, Lars Lindstrøm, Herman Haraldsson og Jimmy Maymann tidligere bebudet, at de forlader skuden, hvis der ikke bliver afleveret et plet frit regnskab til tiden – hvilket altså var i går. Om de gør alvor af truslerne er endnu ikke oplyst.
Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra folkene bag aviseventyret, der nu har kostet 700 millioner kroner.
ac