Nyhedsavisen synes at have fået en tidlig julegave i år. Her til morgen, fredag, har Arriva meldt ud, at Nyhedsavisen har vundet udbuddet om, hvilke gratisaviser, der i en to-årig periode kan distribueres i Arrivas busser og tog. Det betyder samtidigt, at metroXpress er røget helt ud af ordningen.
– Vi mener, der er tale om en meget positiv løsning for alle parter. Vi har ønsket at udvikle servicen til vores passagerer. Med valget af de pågældende trafikaviser, herunder Nyhedsavisen, er vi sikre på, at vi opfylder de flestes behov. Der er tale om aviser, der er forskellige, og på den måde sikrer vi, der er et interessant tilbud til de fleste, siger Jan Wildau, kommunikationsdirektør hos Arriva Skandinavien A/S.
Nyhedsavisens adm. dir., Morten Nissen Nielsen, glæder sig til næste gang, Gallup skal offentliggøre månedens læsertal. Han forventer en stigning i læsertallet på ca. 80.000. Han taler om et scoop for sit medie, da distributionskanalerne for gratisaviserne er meget mættede.
– Vi ved, at Arrivas distribution er meget værdifuld for os, fordi den giver mange læsere. Vi ved også, at de rejsende ofte bruger meget tid på at læse avisen, og det er til stor gavn for vores annoncører, siger han og fortsætter:
– Tiltaget med Arriva er ikke et alternativ til vores husstandsomdelinger, men et stærkt supplement. Vi forventer at dette tiltag i løbet af kort tid vil give os yderligere 70-80.000 læsere hver eneste dag. Det vil kunne mærkes hos vores annoncører.
sd