TV 2’s skrantende seertal vender, når skelsættende begivenheder får danskerne til at placere sig foran tv-skærmen for at følge nyhedsstrømmen. De seneste tv-tal fra mediebureauet Carat viser, at der har været markant flere (og mere sete) nyhedsudsendelser end normalt i årets første måneder.
−TV 2 og DR viste i gennemsnit nyheder i fire timer og et kvarter om dagen i marts, hvilket er en stigning på ca. 30 procent i forhold til året før, siger Mikael Ostenfeld, tv-direktør hos Carat.
Det skyldes dels de dramatiske begivenheder rundt omkring i verden, hvor jordskælv, tsunamier, truende atomkatastrofer og dansk krigsdeltagelse i Nordafrika i den grad fik danskerne til at zappe rundt efter nyhedsudsendelser og dels generelle ændringer i programfladen.
Eksempelvis steg antallet af seere til TV 2’s nyheder med omkring 50 procent den 11. marts, hvor et kolossalt jordskælv rystede Japan. Det samme gentog sig omkring den 19. marts, hvor danske F16-fly fløj ned for at være med til at håndhæve flyforbuddet i Gadaffis Libyen.
− Nyhedsfokuseringen har betydet, at udbuddet af nyheder på TV 2’s hovedkanal er vokset med godt 40 procent i perioden, siger Ostenfeld.
Endnu mere markant er fremgangen på TV 2’s rendyrkede nyhedskanal, TV 2 News, der i marts voksede dets seerandel fra 2,6 procent til 3,6 procent. En fremgang på 38 procent.
− Nu er alle disse begivenheder forhåbentligt tidsbegrænsende, men vi er alle vanedyr. Det betyder, at når vi først har vænnet os til at klikke ind på nyheder, så bliver vi ved med at gøre det et stykke tid. Det bliver derfor rigtig interessant at følge styrkeforholdet mellem kanalerne i en mere normaliseret periode, siger Ostenfeld.
Den slags udviklinger kan naturligvis mærkes hos TV 2’s kommercielle konkurrenter, hvor SBS har lidt under danskernes nyhedshunger i årets tre første måneder. SBS, der står bag Kanal 4, Kanal 5, Kanal 6 og Voice -TV, har således haft et hårdt første kvartal.
− Der er ingen tvivl om, at noget af faldet på SBS skyldes de mange begivenheder, men der kan også lægge en generel tendens bag, hvor SBS havde tabt uanset hvad, på grund af øget konkurrence fra de andre kommercielle kanaler, vurderer Mikael Ostenfeld.
− Man kan godt blive en smule urolig, når man ser på tallene, siger han og forklarer, at bekymringen primært skyldes, at tv-markedet efter en række hårde år er på vej tilbage i topform.
Således steg omsætningen på det kommercielle tv-marked med 37 procent i januar og februar.
− Det betyder, at tabet af seerandele gør direkte indhug på bundlinjen. De taber med andre ord penge, når danskerne zapper væk fra SBS for at følge med i nyhedsdækningen på TV 2, siger han.
Ostenfeld vurderer, at udviklingen får den konsekvens, at SBS må kaste et kritisk blik på sendefladen.
− Hvis man sammenligner med Viasat bliver det endnu mere åbenlyst, da Viasat har klaret sig langt bedre gennem de urolige tider end SBS, siger han.
Han kalder det overraskende og flot, at Viasat i årets tre første måneder har formået at holde fast i seerne på trods af nyhedspresset.
Læs mere om de seneste tv-tal i Markedsføring nr. 5, der er på gaden i denne uge.