Nykredit har drevet bankvirksomhed til privatkunder siden 1997. Men det er der ikke mange, der ved. Eller vidste. Indtil for en lille måned siden var det faktisk kun 14 procent, der uhjulpet kunne nævne Nykredit, som bankvirksomhed.
− Mange skifter bank i øjeblikket, og hvis man ikke er top-of-mind, er man heller ikke en bank, som folk skifter til. Folk skal vide, at de kan have deres lønkonto hos os, og alle de andre produkter, som man kan have i andre banker. Det var rigtig vigtigt at fortælle den historie. Samtidig var det vigtigt for os at lave noget, der brød lidt ud af reklameblokken i forhold til den øvrige finansielle sektor, siger Nykredits marketingchef Ann Leistiko.
Den opgave blev givet videre til Nykredits reklamebureau, Wibroe, Duckert & Partners, der satte blandt andre Peter Boye på sagen.
Løsningen blev: ”Tænk på en bank”-filmene, hvor en bankrådgiver beder seeren om at tænke på navnet på en bank. Efter nogle sekunders tænkepause dukker et skilt op, der fortæller, at 14 procent tænker på Nykredit Bank.
− Vi valgte at gå ud og bede folk helt konkret om at forholde sig til en bank. Der sker noget med den menneskelige natur, når du bliver konfronteret med sådan et spørgsmål. Uanset om du vil det eller ej, så kan du ikke lade være med at tænke på en bank, siger Peter Boye.
Marketingchef Ann Leistiko supplerer:
− Hvis du forveksler os første gang, så håber vi på, at du ikke gør det anden gang. Du kan godt i hvert godt huske, hvis du ikke gættede rigtig, når du ser reklamen igen.
Meget tyder på at hun ret. En måling foretaget efter kampagnens første måned viste, at det ”uhjulpet kendskab” til Nykredit Bank var steget fra 14 til 27 procent.
Læs hele historien i Markedsføring 08-2009, der udkommer i denne uge.
Se filmen: