Nykredit har ved at flytte rundt på en milliardgaranti boostet Nykredit Banks solvens uden at indskyde penge. Det viser Jyllands-Postens kulegravning af en 2 mia. kr. stor garanti mellem koncernens bank og holdingselskab, der blev til i slutningen af 2011.
Garantien har løftet solvensen med 4 pct.-point i banken.
Den 2 mia. kr. store garanti blev ifølge Nykredits koncerndirektør, Søren Holm, lavet for at tækkes det internationale ratingbureau Moody’s, der ville have vished for, at Nykredit bakkede sin bank op.
Nykredit Realkredit, der er landets største yder af boliglån, må ikke garantere over for Nykredit Bank, og derfor blev garantien lagt i Nykredits holdingselskab, der ejer realkreditselskabet, som igen ejer banken. Holdingselskabet har ikke mere end 100 mio. kr. at gøre godt med i forhold til de 2 mia. kr., som selskabet garanterer, men har i sidste ende sikkerhed i realkreditinstituttets værdier.
Epn.dk