I årets tredje udgave af Android Magasinet gennemtestes de danske bankers applikationer, inden der sættes to streger under en overraskende vinderapplikation.
Blandt de medvirkende banker er Arbejdernes Landsbank, Jyske Bank, Nordea, Nykredit, Danske Bank, Lån & Spar Bank og Sydbank, og der er testet intenst på blandt andet funktioner og brugervenlighed. Hvor enkelt er det at logge ind, overføre penge og kan det klares uden NemID?
Magasinet har testet på fire overordnede parametre – brugerflade, funktioner, lækkerhed og ekstra funktioner, og Nykredit løber med en samlet sejr med 36 ud af 40 mulige point.
Dog skarpt forfulgt af Danske Bank med 35 point og med Jyske Bank på en tredjeplads med 30 point.
Bunden skrabes af Nordea med 20 point og Lån & Spar Bank med 22 point.
Om Nykredits mobilbank skriver magasinet:
”Det er i høj grad de mange ekstra funktioner, der giver Nykredit sejren. Ud over de basale funktioner som at se konti, overføre penge, betale regninger, lægge betalinger i udbakke, se depoter og kursudvikling er det lykkedes Nykredit at tilføje en række funktioner, som vil gøre livet både sjovere og nem- mere for brugerne. Muligheden for at få et bedre overblik over privatøkonomien er en funktion, som vil have en stor værdi for mange bankkunder, måske endda give dem en bedre økonomi. Det er desuden muligt at se realkreditlån og forsikringer.”
Danske Bank er dog en værdig ”runner up” i Android Magasinets test.
” Danske Banks app udmærker sig ved at være grafisk lækker, i en liga, de fleste andre banker slet ikke spiller med i. Opbygningen i hjulet, der spinnes, er både simpel, flot og funktionel. At der er flere hjul, gør kun appen mere overskuelig, da opdelingen mellem de to hjul er logisk opdelt med de funktioner, man bruger mest, i det ene og dem, man sjældent bruger, i det andet, hedder det i magasinet.
Hvor det også retfærdigvis anføres, at både Danske Bank og andre mobilbanker ”høster næsten-topkarakterer” i Google Play og højere rating i AppStore end Nykredit.
Det nye nummer af Android Magasinet udkommer i morgen.