For godt to måneder siden debuterede Den Blå Avis i rollen som net-handelsplads for virksomheder med nye varer. Konceptet med navnet dba Business, er således stadig relativt nyt, men allerede nu melder flere virksomheder om målbar effekt.

Blandt de virksomheder, som har valgt at benytte sig af dba Business, er Ilva, Telmore, Jysk og Biva, og hos Jysk siger e-business manager René Pedersen, at det giver god mening for virksomheden at ligge på DBA med nye varer.

– De fleste, som går på Den Blå Avis, søger efter brugte varer – fx senge eller borde – og der kan vi være med, fordi vores nye produkter ofte kan være lige så billige eller ligefrem billigere end brugte, siger han.

Sidste år startede Jysk med at lægge alle sine produkter ind, men det syntes man umiddelbart gav for lidt.

– Men efter at vi gik over til at lægge udvalgte produktgrupper op, har vi haft en fin konverteringsrate. Vores mål er at vi skal have pengene 10 gange retur, og det tror jeg, vi får, som tallene ser ud lige nu.

Jysk har valgt at teste dba Business-konceptet til midten af marts og så evaluere på, om man ønsker at fortsætte, men som René Pedersen siger, så ser det ”fornuftigt ud”.

Relevant målgruppe
Også hos Biva er der tilfredshed med de erfaringer, man foreløbig har gjort sig med dba Business.

Onlineansvarlig hos Biva, Jannie Jakobsen fortæller, at to procent af Bivas totale webshop-omsætning i januar/februar 2012 kommer fra dba Business.

– Vi har et automatisk feed, der lægger vores varer ind i systemet, så det er reel ekstra-omsætning, uden at det koster arbejde hos os, siger hun.

Jannie Jakobsen fortæller, at Biva også er i gang med at se på, hvordan virksomheden kan få endnu mere ud af DBA’s nye koncept.

– Vi ser et ret stort potentiale i det, og gode muligheder for at hente omsætning til vores webshop i en meget relevant målgruppe fra DBA, så nu går vi i gang med at grave dybere, vælge specifikke produktgrupper osv. Det er helt sikkert noget, vi kommer til at fortsætte med, lyder det fra Jannie Jakobsen.

Vi var nysgerrige

Det er imidlertid ikke kun større danske virksomheder, der har haft glæde af konceptet.

Michael Malling, indehaver af webshoppen MBM Data, der handler med el-artikler på nettet, siger:

– Vi var nysgerrige, for det er første gang, vi ser den form for erhvervsannoncering i Danmark. Lige nu undersøger vi effekten af tiltaget, men kan i hvert fald slå fast, at vores besøgstal er steget, siger han.

Og netop det faktum, at konceptet er nyt i Danmark, er da også en af grundene til, at DBA så potentiale i konceptet, siger kommunikationschef hos DBA og eBay Danmark, Simon Karsø.

– Vi kunne se, at der var et hul og et behov i markedet. Der er endnu ikke nogen danske sites, der både tilbyder sig som en handelsplads for private brugere og en handelsplads for erhvervsdrivende og deres butikker. Som Danmarks største handelsplads på nettet med mange erhvervskunder er det oplagt, at vi også kigger på, hvordan vi kan være med til at understøtte deres forretninger, siger Simon Karsø.

DBA forventer, at dba Business også bliver tilgængeligt fra mobilen inden for nærmeste fremtid.