Dagbladene samles nu om Politikens QRP-system, som således bliver markeds-standard for et nyt og mere dynamisk prissystem, der bedre kan konkurrere med tv-markedets seertals-baserede GRP’er og TRP’er.
Den fælles standard er kommet overraskende hurtigt, men er en realitet efter, at Berlingske Annoncecenter og Metropol var hurtige på profileringsaftrækkeren og i sidste uge udsendte en meddelelse om, at man nu også vil tilbyde QRP-systemet til udvalgte annoncører – samt arbejde for at det bliver en fælles standard i dagbladsbranchen. Realiteten er dog, at Jyllands-Posten allerede var med og også vil tilbyde QRP til næste år. Og med Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, De tre Stiftstidender og Jyske Vestkysten på systemet, så er der ingen grund til yderligere diskussion.
QRP er standarden på markedet. Og dagbladene kan da også glæde sig over en særdeles positiv reaktion på markedet – selvom de må leve med, at mediebureauerne forudsiger øget pres på priserne.
– Det er en milepæl, at få alle med i systemet. Aviserne skriver dermed historie – ikke bare i Danmark, men i hele verden, og det er da fantastisk, siger adm. dir. Hermann Haraldsson fra OMD (tidl. TMP). Han fremhæver desuden det positive i, at man nu får månedstal, og han tror, at samlingen om QRP kan få markedet til at vokse.
– Annoncørerne får flere muligheder for at bruge dagbladene, og det vil give avisene mulighed for igen at hugge markedsandele, siger Hermann Haraldsson.
Peter Ottesen fra Carat fremhæver også, at der vil komme ny dynamik i markedet.
– Nogen ting vil blive lettere – nogen sværere, og markedet skal vænne sig til modellen, men vi kommer til at diskutere dagblade på en helt ny måde, og det er godt efter, at mediet har været solgt på samme måde i 50 år, siger Peter Ottesen og fremhæver den større gennemsigtighed i prisstrukturen.
– Som det er nu afhænger prisen af nogle rabatter, der falder f.eks. ved tredje og fjerde indrykning. Med QRP-systemet får vi en fladere pris, som gør det lettere at sammenligne priser – ikke kun mellem aviserne, men også til andre medier, siger Peter Ottesen og forudsiger på den baggrund et øget pres på priserne.
Hos Dansk Annoncørforening glæder man sig også over den øgede gennemskuelighed.
– Vi havde frygtet, at der kom mange forskellige systemer. Vi har som annoncører brug for gennemskuelighed i dokumentationen af effekten, og aviserne har nu taget et stort skridt i den rigtige retning. Hvis de så også inddrager annoncørerne i den fortsatte og nødvendige produktudvikling, så kommer de endnu et skridt videre, siger dir. Eva Tufte.
Politikens QRP-system er ikke det eneste på markedet. Aktuelt har også arbejdet med en model, men den har næppe nogen fremtid nu.
SJæLLANDSKE DAGBLADE FORTSæTTER
Desuden lancerede Sjællandske Dagblade i foråret en internet-analyse med det nye analyse-firma Zapera, hvor alle tekstside-annoncer over 1000 millimeter testes. Salgsdirektør Søren Riis ser dog ikke umiddelbart nogen grund til at stoppe denne analyse.
– Den retter sig primært mod lokale og regionale annoncører, mens QRP-systemet mere retter sig mod landsdækkende annoncører. Jeg kan ikke udelukke, at vi også bliver nødt til at etablere et QRP-system, men hvis de lokale og regionale annoncører ønsker det, så vil vi fortsætte vores analysemodel, som jo giver mere end QRP, fordi den sætter et tal på, hvor mange, der har set den enkelte annonce, siger Søren Riis.
Han ser Zapera-analysen som mere egnet til lokale dagblade og oplyser, at en række distriktsblade også har taget den i anvendelse.
Boks:
POLITIKENS SYSTEM VANDT
QRP blev lanceret sidste år under stor opmærksomhed af Dagbladet Politiken, som scorede rigtig mange point i markedet på initiativet.
Politiken førte desuden en meget åben linje over for de andre dagblade, men ikke desto mindre valgte Berlingske Annoncecenter at etablere sin egen model for BT.
Der har dog aldrig været tvivl om, at markedet helst vil se en fælles løsning, men at det allerede sker nu, kommer nok som en overraskelse. Realiteten er dog, at Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken har haft en dialog, så når Berlingske i sidste uge gik ud med en pressemeddelelse, så var det først og fremmest profilerings-aftrækkeren, de var hurtigst på.
– Vi har hele tiden haft en dialog med Politiken, vi har siddet med hele tiden og vores beslutning om at være med har også været truffet i et stykke tid. Vi er pro QRP-grundtanken, men nu skal vi igang med at gøre os nogle erfaringer og sikre, at vi kan få det til at fungere. Vi er jo ikke den helt samme avis som Politiken. Og så skal vi have fundet ud af, hvor mange og hvilke kunder, der skal tilbydes at være med i første omgang, siger Klaus Høeg-Hagensen, der er ny salgsdirektør efter Poul Sørensen, som i foråret rejste til Nordjyske.
Annoncedirektør Torben Schack, Politiken, glæder sig over, at de andre blade nu går med. – Det vigtigste er ikke, hvem der har startet systemet, men at branchen nu får et fælles værktøj, siger Torben Schack.
Han oplyser videre, at der endnu mangler en afklaring på, hvordan rettighederne skal placeres – og dermed hvordan produktudviklingen skal finansieres og foregå, samt hvordan eventuelle eksportindtægter skal fordeles.
– Alt er muligt på nuværende tidspunkt, siger Torben Schack.
QRP står for Quality Rating Points, som opstår ved at blande eksisterende viden om læsertal og oplag med omfattende page-traffic analyser. Derved opnås en måleenhed for kontakt med udvalgte målgrupper, som kan bruges som grundlag for en aftale med en annoncør. Systemet er unikt i verden, og Politiken har da også præsenteret det rundt om i Europa – uden at der dog endnu er kommet salgs-aftaler på plads.
portrætarkiv