Danskerne tvinges måske til igen at købe nyt tv-udstyr, når EU-krav om mobilt bredbånd skal efterleves. Danskerne risikerer at skulle investere enorme summer i nyt tv-udstyr, når et nyt forstyrrende, mobilt bredbånd efter et EU-krav placeres i tv-sendenettet. Det kan nemlig få tv-signalet til at flimre, hakke og fryse – midt i familien Danmarks fredagshygge foran fladskærmene, skriver Børsen. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) afviser over for Børsen, at der vil blive problemer. Det har hun IT- og Telestyrelsens ord for, forklarer hun. Men det er kun få dage siden, at den samme styrelse indkaldte radio/tv-branchen til et møde af typen ”hvad gør vi nu, drenge?”
–Her blev vi hundrede procent bekræftet i den bekymring, vi havde. Men vi er glade for, at vi er blevet hørt – og at der nu sættes konsulenter på for at undersøge tingene, siger direktør Kurt Frausing fra radio/tv-producenternes leverandørforening, BFE, til Børsen.
Af IT- og Telestyrelsens oplæg til mødet forleden fremgår det tydeligt, at man også her er alvorligt bekymret. Derfor skal konsulenter undersøge, hvor stort problemet er – og hvordan man evt. kan løse det.