Tekstforfatter Signe Bloch og Art Director Rune Guldbrand Pedersen kan nu fejre, at de sammen kan kalde sig Surname Surname.

Samtidig kan de glæde sig over, at det i dag er muligt at downloade den tidligere omtalte Dayfair-app, der skal gøre byens mange tilbud mere lokale til gavn for såvel forbrugere som forretninger og brands.

Det nye bureau står nemlig bag den digitale lancering af Dayfair.

– Med Dayfair vil vi give lokale forretninger en platform, hvor de kan nå ud til potentielle kunder i nærheden med deres allerbedste tilbud. Butikkerne kan også få en tættere relation med eksisterende kunder gennem forskellige features i app’en, fortæller Morten Viktor, der bl.a. er tidligere CIO i Berlingske Media – og nu direktør i Dayfair.

Enkelhed frem for alt

Surname Surname har i samarbejde med Dayfair skabt en brandstrategi og et kommunikationskoncept, der er enkel i sit udtryk, og som samtidigt skal pirre nysgerrigheden.

– Det var afgørende for os, at app’en blev nem og ligetil at bruge. Den skal gøre dig nysgerrig og give dig lyst til at gå på opdagelse i byen, siger Rune Guldbrand Pedersen fra SurnameSurname.

Bureauet har defineret en retning for kommunikationen mod brugerne af app’en – som du kan tjekke ud her – men har også været med til at skabe den del af konceptet, der skal give tøjbutikker, biografer og grønthandlere lyst til at være med. Den del udspiller sig på dayfair.dk.

Salgs- og marketingdirektør David Demsitz fra Dayfair siger om samarbejdet med det nye bureau:

– Surname Surname er en god kombination af at være et lille bureau, som samtidigt har stor erfaring og indsigt i at skabe digitale universer, der engagerer brugerne. De har været meget tæt på os i udviklingen af app’en og har hjulpet os med at holde fokus på den gode brugerrejse.

Tidligere Wunderman-team

Surname Surname har også været involveret i VIGGA, der et abonnement på en bæredygtig garderobe til de mindste. Lige nu arbejder bureauet blandt andet for Önling. Et modebrand henvendt til kvinder, som lanceres senere på efteråret.

Rune Guldbrand Pedersen og Signe Bloch har både arbejdet som team i NetPeople og hos Wunderman, hvor de har siddet med det kreative ansvar for Bang & Olufsen og Pandora.

– Vi har skabt mange digitale projekter sammen og nyder nu at være helt tæt på vores egne kunder og hjælpe dem til at lykkes digitalt, slutter Signe Bloch.