Mediabureauet Orchestra, der tidligere på året blev lanceret af fire af landets store reklamebureauer – envision, Wibroe, Duckert og Partners, We Love People og &Co – har landet en markant kunde.

Det drejer sig om rejsegiganten Kuoni, som bl.a. råder over de to stærke rejsebrands Apollo Rejser og Falk Lauritsen.

Head of Marketing hos Kuoni Danmark, Ulrik Nissen, ser frem til samarbejdet.

-Tingene skal vendes på hovedet, så de understøtter den vækststrategi, som vi har lagt. Og her har Orchestra vist sig at være den rigtige samarbejdspartner for os, siger han og fortsætter: “Som annoncør har vi nok aldrig oplevet flere muligheder for at komme i kontakt med kunden, og det er tydeligt, at mediemarkedet selv er i en brydningstid. Intet er, som det plejer at være. Den klassiske medietankegang er et element, man skal så langt væk fra som overhovedet muligt, ellers kommer fravalget fra forbrugeren lynhurtigt”.

I gang med vinterkampagne

Apollo lancerede i vinter et nyt reklamekoncept med guden Apollo, mens der hos Falk Lauritsen er fokus på fastholdelse af kundeloyalitet under parolen ”ægte rejseglæde”.

For begge brands ligger der en vækststrategi, som skal øge antallet af solgte rejser over de næste to år og samtidig fastholde et højere prisniveau.

– Vi er i høj grad en digital forretning, som har behov for fornyelse af vores mediastrategi og måde at bruge media på, så vores konkurrencekraft via mediaplanerne øges. Orchestra har vist strategisk styrke, en stærk målgruppeindsigt og den rette innovationskraft, som netop bidrager til det, siger han.

Orchestra er allerede i fuld gang med den kommende vinterkampagne, som skal sælge rejser til de klassiske vinterdestinationer som Grand Canaria, Thailand, Goa og Jordan. I år er der også kommet nye destinationer til – fx Tobago.

Adm. direktør hos Orchestra, Ulrik Drejsig, er selvfølgeligt godt tilfreds:

– Vi er stolte og glade for at havde indgået en kontrakt med to så spændende brands. Udgangspunktet for at vende mediastrategien på hovedet er vores strategiske arbejde med målgrupperne og hele beslutningsprocessen omkring det at købe en pakkerejse. Det er en fantastisk spændende proces vi har indledt med Kuoni Danmark, siger han.