Fakturaerne fra det nye reklamebureau Bocca vil på et punkt helt sikkert komme til at skille sig ud fra andre bureauers. De vil hver gang rumme en oplysning om, hvor meget tid, der er indsat på en konto i bureauets regnskab med henblik på at arrangere en slags væksthus til en mere fri og overordnet ide-udvikling.
– Vi tror på gode langvarige og faste kundeforhold. Det er sjovest at være sammen med kunderne, når der er tale om en tæt relation. Og det har du nok hørt hundredvis af gange før fra bureau-folk. Men vi vil gerne betale noget for at få et tæt forhold til vores kunder. Det er her væksthuset kommer ind. Der kan være tale om en række forskellige aktiviteter. Eksempelvis et oplæg på et projekt, der endnu ikke er et budget på, videnindsamling, foredrag o.s.v. Ting som defineres og aftales med kunderne alt efter behov. Vi vil kort og godt aftale, at der på hver faktura afsættes en fast procent til den slags aktiviteter, siger Birthe Nielsen, der er en af partnerne bag det nye bureau.
En anden af partnerne Morten Theil, tilføjer: – Vi comitter os til at bruge noget af indtjeningen på kunderne i stedet for new business aktiviteter. Aktiviteterne bør også være en del af vores regnskabsaflæggelse, hvor vi f.eks. kan gøre rede for, hvilke projekter, vi har sat i søen.
Udover ham og Birthe Nielsen er Michael Nuppenau med i partner-kredsen, og det gør Bocca til en slags københavnsk-jysk fusion. Og en kompetence-mæssig fusion. Nuppenau & Partners er et bureau med 20 ansatte og en betydelig kompetence i below-the-line for kunder som f.eks. Fredgaard, Codan og Nissan.
Der er dog en klar grund til, at de to bureauer hedder noget forskelligt.
– Der er ikke tale om, at vi har købt eller oprettet en kreativ afdeling. Vi har vores eget niveau – også kreativt – og vi vil fungere som to selvstændige bureauer. Men selvom vi har det godt med vores kunder og præsterer en god kreativitet – 3-4 af vores 12-14 kunder har været med i hele bureauets 16-årige liv – så må jeg konstatere, at vi hele tiden ender i slipstrømmen på de store kampagner. Især film har ødelagt vores muligheder for at være med hele vejen, og det er derfor, jeg har ønsket at finde en samarbejdspartner i København, som har en stærkere profil på dette område. Det kan ikke lade sig gøre at tage et godt jysk bureau med vores dyder og kompetencer og tilføre det en afdeling, der kan konkurrere med de københavnske bureauer, siger Michael Nuppenau.
Første resultat af samarbejdet er da også allerede i hus. Bocca skal være med til en repositionering af Nissan.
Udnytte hinandenð
– De to bureauer vil have forskellig tyngde, og vil populært sagt angribe de samme kunder på forskellige niveauer. Nuppenau & Partners har da også nogle helt andre konkurrenter, end dem, vi er oppe mod. Vi skal hver for sig dyrke hver vores kompetencer, og så skal vi udnytte hinanden, når det er muligt, siger Morten Theil, mens Birthe Nielsen tilføjer:
– Samarbejdet indebærer også, at vi ikke skal bekymre os om at etablere en produktions-afdeling. Vi kan sidde ganske få mennesker og være fuldstændig fokuseret på overordnet kreativitet og strategi, og samtidig tilbyde kunderne en effektiv produktions-kompetence – endda til jyske priser.
– Og de er reelt omkring 400 kroner lavere i timen. Dermed kan vi gå til kunderne med både en kreativ strategi og et økonomisk incitament, tilføjer Morten Theil.
Sandhedens mund
Navnet Bocca refererer til en gammel skulptur, der står i Rom, og som hedder “Sandhedens mund”. Historien handler om, at man skulle stikke hånden ind i munden, og talte man usandt, så blev hånden kappet af. Boccas pay-off hedder da også: “Opfør dig ordentlig eller du får en over nallerne”.
– For os handler det om, at vi skal gøre os umage. Ellers får vi en over nallerne, siger Birthe Nielsen.
Oprindeligt skulle Marie Bergsøe have været med blandt stifterne, men hun har trukket sig i opløbet. Det betyder, at Morten Theil og Birthe Nielsen på sigt skal have fundet en ny AD’er, men der er ingen panik. Udover adgangen til AD’ere hos Nuppenau & Partners, har de også adgang til et netværk af stærke free-lance AD’ere.
Marie Bergsøe forklarer hendes exit med, at der efter starten viste sig divergerende holdninger til vækst-hastighed.
– Og så mener jeg, det er bedre at gøre rent bord med det samme frem for, at det sker længere henne i forløbet, siger Marie Bergsøe.