Sidste efterår valgte Carlsberg Danmark at føje reklamebureauet Yellow til listen af samarbejdspartnere på bureaufronten – og så sent som i januar udmøntede det sig i kampagnen Stand Out Collection.
Til den opgave samarbejdede Yellow med digitale bureau Contingent, som blandt andet stod bag bygningen af hjemmesiden standout.carlsberglive.dk.
De to bureauer har tidligere samarbejdet om andre produktioner, og nu tager de så konsekvensen og flytter sammen. Ikke som konsekvens af hverken opkøb eller fusion, men med en samarbejdsaftale i lommen, som begge parter ser fordele i.
Bofællesskabet passer ifølge kontaktdirektør Søren Sachs Yellow rigtig godt, da bureauet fungerer som full service agency for mange af sine kunder.
– Og her er digitale løsninger altid en natulig del af marketingstrategien, siger han og tilføjer:
– Vi har rykket lidt rundt og med Contingent i huset kommer vi tættere på hinanden i det daglige arbejde. Vi får dermed også en bedre føling med projekternes udvikling og det kreative udtryk, som er afgørende i vores travle hverdag, siger Søren Sachs.
Navid Samandari, CEO i Contingent, tilføjer:
– Vi er nu blevet otte medarbejdere i Contingent, så vi har brug for mere plads. Desuden forstærker bofællesskabet vores gode samarbejde med Yellow og giver os bedre rammer for vores øvrige arbejde med egne kunder og andre bureauer.
Yellow har i øvrigt rigtig god gang i butikken og har inden for den seneste tid ansat ikke færre en fire nye folk, så bureauet i dag har 36 medarbejdere.