Alt for få virksomheder har fået øjnene – eller måske rettere ørerne – op for podcasts som marketing-værktøj.
Det mener tre unge journalister: Simon Brix, Magnus Krabbe og Mads Christian Heede, og derfor har de i fællesskab stiftet et nyt kommunikationsbureau, der skal fokusere på netop det.
Bureauet har fået navnet Kontekst & Lyd, og det henvender sig med egne ord til ”firmaer og organisationer, der vil kommunikere klart og effektivt til kunder, medlemmer eller medarbejdere”.
– Med tekst og lyd bruger vi vores baggrund som journalister til for eksempel at lave blogindlæg, kundehistorier og researchjournalistik, men også til at udfolde CSR-strategier eller producere nyheder om jeres branche. Vi er desuden leveringsdygtige i billeder af høj kvalitet samt korte videoindslag til web, hedder det på det nye bureaus hjemmeside.
Det handler altså med andre ord ikke kun om lyd, men der er ingen tvivl om, at det er lyden, podcasts’ene, der står de tre stifteres hjerte nær. Og måske har de fat i noget?
Ned i materien
Sidste år lyttede 750.000 danskere til podcasts på mobilen. Og kurven går kun en vej, når man ser på antallet af downloads af lyd som underholdning.
– Der er stor interesse for podcasts, og flere og flere medier satser på podcasting. Men der er fortsat ikke mange virksomheder, som kender til potentialet. Det vil vi lave om på, siger Magnus Krabbe, der er en ud af tre partnere i Kontekst og Lyd.
Lyd er som format en effektiv måde at få sine budskaber ud i verden, da det er som skabt til hjemmesider, nyhedsbreve, sociale medier og smartphones – og dermed også til at nå forbrugeren, når denne har paraderne nede og hørebøfferne på, mener de tre nye bureau-ejere.
– Lydformatet har potentialet til at komme dybere ned i materien. De færreste gider at læse alenlange artikler eller bruge mere end et minut eller to på at se en video på nettet, mens podcasts i stadig højere grad vinder frem som underholdningen, når man alligevel transporterer sig selv fra A til B, siger Magnus Krabbe, en af de tre partnere i det nye bureau.
Hvil øjnene på vej på ferie
Og et par eksempler på det?
– Det kan være rejseselskabet, der fx kunne bruge podcasting til at erstatte eller supplere trykte rejsebøger. Hvem kunne ikke tænke sig at lade øjnene hvile lidt på flyveturen mod Thailand og samtidig blive klogere på, hvad der venter af spændende oplevelser?
– Eller brancheforeningen, der kan sende en podcast med nyheder og andet relevant om branchen ud til sine medlemmer og medarbejdere, som så kan lytte i bilen eller på cyklen på vej til eller fra arbejde? Så er man ude over problemet med, at mange ikke får læst foreningens nyhedsbrev, siger Magnus Krabbe, der i øvrigt peger på, at lyd er nemmere, hurtigere og billigere at producere end video.
Du kan læse mere om, hvordan det nye bureau griber tingene an her.