Et af reklamebranchens kendte ansigter, We Love Peoples adm. direktør Pernille Simmelkiær, bliver ny adm. direktør i det nyetablerede crowsourcing-bureau Cosmic People.
Cosmic People har gennem et års tid været en afdeling af We Love People, men nu bliver afdelingen til en selvstændig virksomhed, og det betyder samtidig, at der rykkes rundt på posterne i We Love People.
Dels bliver Pernille Simmelkiær selv ny adm. direktør i Cosmic People, og med hende rykker også We Love Peoples kreative direktør Peter Stenbæk over i det nye bureau.
Hos We Love People sætter Karina Holm Henriksen sig i stolen som ny adm. direktør, mens Christina Blak forsætter som kreativ direktør.
Pernille Simmelkiær, der i øvrigt overtager posten som bestyrelsesformand i We Love People, siger i en pressemeddelelse om skiftet:
– Det er en stor fornøjelse efter 10 skønne år som adm. direktør for We Love People at give det daglige ledelsesansvar videre til Karina og Christina. De har været i virksomheden henholdsvis 15 og 17 år, de er yderst kompetente og kender kunderne i dybden.
Hun mener, at timingen for skiftet er godt ”med et We Love People i rigtig flot form”:
– Vi forventer et fint økonomisk resultat i 2015. Vi har leveret den bedst performende TVC i Danmark i år, og der er god konkurrencekraft med netop vundne markante budgetter fra Unilever, LEO Pharma, Energistyrelsen, Justitsministeriet og den sociale iværksættervirksomhed Comeback, siger Pernille Simmelkiær, der ser både synergier og muligheder for vækst for både We Love People og Cosmic People.
Besøg Cosmic People her.