Fitness World har fundet et nyt bureau til at håndtere fitnesskædens media-investeringer.

Valget faldt på den relativt nye spiller på det danske mediabureaumarked, Blackwood Seven, der for nyligt fik en bøde af brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation for uetisk adfærd.

Hidtil har Fitness World benyttet Mediacom til mediaplanlægningen, men især behovet for i realtid at kunne optimere ROI har ifølge en pressemeddelelse været udslagsgivende for Fitness Worlds beslutning om i stedet at satse på Blackwood Seven.

Blackwood Seven har udviklet en automatiseret mediainvesteringsplatform, som gør det muligt at optimere marketing-effekten i realtid ved hjælp af såkaldt ”predictive modeling”.

Dette ser Fitness World store muligheder i.

– Det var åbenlyst for os, at Blackwood Seven ville være et godt match for os. Vi har fokus på at øge effekten af vores investeringer, og deres modelleringssystem sætter os i stand til at forudsige resultatet af vore aktiviteter, lyder det fra Allan Helleskov Kleiner, digital marketingchef hos Fitness World.

Automatiseret platform

Ved valget af udbyder blev der dog i lige så høj grad fokuseret på fordelene ved Blackwood Sevens automatiserede platform.

– Blackwood Sevens platform giver os helt nye muligheder for at måle mediaeffekterne i realtid, og dette giver os den vigtige fordel, at vi kan agere på baggrund af resultaterne her og nu. Det er fremtiden for os at kunne optimere mediaallokeringen fra den ene dag til den anden, og det kan vi med deres platform, siger Allan Helleskov Kleiner.

Hos Blackwood Seven ser man Fitness World som en ideel samarbejdspartner i relation til fælles videreudvikling af marketing-tilgangen.

– Vi er meget glade for at have fået Fitness World som kunde. Deres vision om effekt-orienteret realtids marketing ligger fuldstændig på linje med visionen for vores platform. Det vi vil er at skabe øget effekt via modellering, bedre overblik via dashboards samt mulighed for at realtidsoptimere kampagnerne. Det vil Fitness World også, så vi glæder os meget til at komme i gang med samarbejdet, siger Henrik Busch, der er managing partner i Blackwood Seven.