Ikano Bank, som er en del af den svenske møbelkoncern Ikea, har indgået aftale med reklamebureauet Rosenstand, Kyllebæk & Co om fremtidigt samarbejde.
Banken mærker grøde i kølvandet på finanskrisen, og trækker nu for alvor i arbejdstøjet for at øge kendskabet og manifestere sig som en troværdig og seriøs udbyder af internetbaseret udlån og andre finansielle produkter.
Marketingdirektør Peter Stuhr, Ikano Bank, siger:
– Vi har ambitiøse målsætninger om at låne penge til danskerne i en periode, hvor de traditionelle banker virker lidt nervøse. Til næste år har vi derfor et solidt markedsføringsbudget og dermed havde vi behov for nye øjne med stor strategisk og kreativ erfaring – et bureau som kan stille skarpt på vores positionering og forny vores markedsføring. Det fandt vi hos Rosenstand, Kyllebæk & Co.
Marketingdirektøren oplyser, at der ikke har været tale om en decideret, formelt opsat pitch, men at man har haft samtaler med et par bureauer, som man havde fået anbefalet i markedet.
Han ønsker ikke at oplyse hvilke andre bureauer, han har talt med, ej heller hvor stort budgettet er:
– Af konkurrencehensyn kan vi ikke fortælle hvor mange penge, vi bruger på markedsføring, men jeg kan i bedste politiker-stil sige, at vi har de midler til rådighed, der er nødvendige, siger Peter Stuhr.
Hos bureauet er Søren Kyllebæk naturligvis meget glad for det nye samarbejde:
– Ikano Bank hviler på nogle positive værdier, der hænger sammen med familie skabet med Ikea. Det giver et unikt afsæt til at fortælle en god historie, siger han.
Bankens kerne-forretningsområde er salgsfinansiering til detailhandlen, hvor man blandt andet samarbejder med Silvan, Bauhaus, H&M og Elgiganten, men man tilbyder også lån og kreditkort direkte til private kunder.