Hvert år besøger over en halv million personer Musikhuset Aarhus, hvilket gør det til en af de mest besøgte kulturinstitutioner i Østjylland .

Ifølge målinger fra Epinion er det ligefrem den kulturinstitution, som flest aarhusianere besøgte sidste år.

Det får dog ikke det aarhusianske musikhus, der med sine ni scener og 35.000 m2 er Nordens største musikhus, til at slække på ambitionerne.

Derfor har Musikhuset netop indgået et samarbejde med det digitale konsulenthus Novicell om at styrke sin digitale markedsføring.

– Helt overordnet handler det om, at vi skal have endnu flere gæster til at opleve Musikhuset og vores mere end 1.200 årlige arrangementer. Vi skal være endnu bedre til at kommunikere relevant indhold til de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt og til den rigtige pris. Det er det, Novicell skal hjælpe os med, siger Jan Christensen, adm. direktør i Musikhuset Aarhus.

– Vi arbejder allerede målrettet med dialogmarkedsføring. Men vi tror på, at Novicell, der er et af de stærkeste digitale konsulenthuse i branchen, kan være med til at løfte vores kommunikation til nye højder. Derfor kommer de til at indgå på vores hold af nære samarbejdspartnere, fortsætter han.

Ny permission-strategi

Novicell skal blandt andet være med til at udvikle en ny permission-strategi for Musikhuset Aarhus. Det seneste år har Musikhuset øget antallet af nyhedsbrevsmodtagere med 100 procent, så den nye strategi vil i lige så høj grad handle om kvalitet som kvantitet, fortæller Per Kirchner, adm. direktør hos Novicell.

– Musikhuset har været formidable til at få brugerne til at tilmelde sig deres nyhedsbrev og sikre, at individuelle målgrupper får dedikerede budskaber. Nu skal vi sammen undersøge, hvordan vi øger åbnings- og click through-rater samt får nyhedsbrevsmodtagerne til at købe flere billetter. Samtidig skal vi overveje, om der skal laves nogle tiltag målrettet det yngre publikum, da der i dag er mange unge, der ikke har en e-mailadresse, siger Per Kirchner.

Musikhuset Aarhus har også bedt Novicell om at undersøge effekten af musikhusets forskellige markedsføringsplatforme.

– Store dele af kulturområdet har den udfordring, at køb og salg af billetter går ind over nogle dedikerede platforme, som gør, at de har svært ved at følge, hvilke medier kunderne kommer fra, og dette vanskeliggør i høj grad arbejdet med at optimere de forskellige digitale kanaler. Så det er en af de udfordringer, vi skal have løst sammen med Musikhuset Aarhus, slutter Per Kirchner.