Den danske lampe-producent Louis Poulsen har valgt Umwelt efter en bureaurunde.
Opgaven var at finde en ny digital partner til videreudvikling af den globale, digitale kommunikation af sitet louispoulsen.com.
– Året starter godt med to store og signifikante kunder. Først Santander sammen med SMFB og Forsman & Bodenfors og nu Louis Poulsen, lyder det bl.a. fra Martin Michael Hansen, CEO i Umwelt, i en pressemeddelelse.
– Jeg har stor respekt for Louis Poulsen. Jeg har tidligere undervist på CBS, hvor jeg brugte dem som case, selvom jeg aldrig havde haft noget med dem at gøre. Faktisk fordi de var nogen af de første til at tænke outside-in i Danmark og formåede at omsætte deres viden kommercielt, siger han.
– De har muligvis en af de mest kompetente marketingorganisationer i Danmark, så det er et cadeau for Umwelt, at vi skal arbejde med dem, fortsætter Martin Michael Hansen.
Hos Louis Poulsen ser Hans Lindberg, vicepresident for salg og marketing, frem til samarbejdet med Umwelt.
– De tænker godt og viste os både tekniske kompetencer som er vigtige ift. den performance vi søger på vores kommende site, ligesom det æstetiske niveau er på plads. Vores site er i høj grad et spørgsmål om at have en stærk præsentation af produktplatformen – og det lader til at de har erfaring inden for området, siger han.