Paradis is har fuld fart på i øjeblikket med nye butikker på vej i bl.a. Los Angeles, og nu har virksomheden allieret sig med reklamebureauet WeThink.

– Vi har sonderet terrænet og valgt det bureau, som vi mener, der bedst kan hjælpe os med at positionere brandet fremadrettet, siger Martin Andersen, adm. direktør for Paradis is.

WeThink bliver leadbureau for Paradis-kæden, der i dag omfatter 53 butikker og har flere nye butikker på vej i Californien, USA.

Ny platform

Det hænger også sammen med valget af bureau, da det er den samme kampagne- og positionerings-platform, der skal bruges på begge sider af Atlanten.

– Vi ser meget frem til at arbejde med Paradis-brandet og forfølge den nye strategi, lyder det fra Jan Larsen, kreativ direktør for WeThink.

Han fortæller, at opgaven for Paradis is bl.a. omfatter SoMe-indsats, outdoor og skiltning.

– Vi skal hjælpe til med at flytte Paradis is-brandet op i markedet. Samtidig med at der skal slås på de enkelte butikkers lokale forankring. I relation til USA er planen, at vi skal tappe ind på hele den Nordisk Mad-begejstring, der i øjeblikket ruller i USA, slutter Jan Larsen.