Adm. dir. Steen Halbye har over for medarbejderne i Halbye & Kaag og JWT varslet, at sammenlægningen af de to bureauer vil føre til afskedigelser. Varslingen er sket i henhold til loven om masseafskedigelser. De to bureauer havde i 2002 tilsammen 51 medarbejdere.
– Loven siger, at hvis der kan blive tale om mere en 10 fyringer, så skal man følge en procedure med et første varsel efterfulgt af forhandlinger og et endeligt varsel. Det betyder ikke, at det nødvendigvis ender med 10 fyringer, men reglerne skal følges, hvis man skønner, at der er risko for, at man kan komme op på så mange, siger Steen Halbye, der på nuværende tidspunkt derfor hverken kan eller må udtale sig om det forventede antal fyringer.
– De to bureauer passer godt til hinanden. F.eks. har de begge meget filmudvikling, butikspromotion og emballagedesign. Men det betyder også, at der er overlapninger på en del funktioner og at vi derfor ikke kan undgå afskedigelser. Min opgave er lige nu at finde ud af, hvordan det nye bureau skal skrues sammen. Det er sådan, at JWT har vist interesse for min måde at håndtere kunder på, og derfor er opgaven at etablere et sammenlagt bureau, som bygger på vores tilgang til at skabe kommercielt effektfulde kampagner.
– Det betyder ikke, at det blot er integrering af JWT-medarbejdere i Halbye & Kaag. JWT har styrker, som jeg glæder mig til at få over, og resultatet skal gerne være en slags “Ny Halbye & Kaag Ultra Plus”. Hvor mange og hvem der skal til for at løse den opgave kan jeg selvfølgelig ikke afgøre, før jeg har talt med alle medarbejdere samt hørt på, hvad kunderne ønsker sig, siger Steen Halbye. Han venter at kunne præsentere et resultat allerede i næste uge, idet han ønsker at undgå fusions-turbulens ved at handle hurtigt og konsekvent.
Der er ingen kundekonflikter mellem de to bureauer og alle kunder har taget vel imod sammenlægningen.
Det nye bureau kommer til at hedde Halbye, Kaag & Thompson og får til huse hos Halbye & Kaag i Toldbodgade. Sammenlægningen sker d. 1. oktober. Det nye bureau får en samlet bruttoavance på mellem 45 og 50 mio. kr.
Ejerforholdet er ikke oplyst, men Steen Halbye besvarer spørgsmålet lidt kryptisk ved at henvise til, at det nye navn rummer tre parter: Steen Halbye, Carsten Kaag og JWT. fin