Et nyt brand-aktiverings-bureau er født. Clapcph hedder det, og stifterne mener selv, de har en helt speciel tilgang til brand-aktivering.
Mange taler om brand-aktivering, men ingen specialiserer sig i det, lyder det.
– Det gør vi, og nu er det på tide at bringe brand-aktivering på dagsordenen og definere, hvad begrebet egentlig indeholder, siger Kim Traulsen, bureauets Managing Director, der har en fortid som Client Director i MEC Acces og mange år i Danske Bank koncernen.
– Marketing handler om at flytte varer, men det handler i den grad også om at flytte kunder og knytte dem til sit brand. Moderne marketing har mange kanaler, og det påvirker i den grad loyaliteten hos forbrugerne. Netop derfor er det vigtigt at aktivere forbrugerne og gå i dialog med dem, fortsætter Kim Traulsen.
– Vi ser alt for ofte en manglende rød tråd gennem eksempelvis sponsorater og events. Det efterlader brandet med en følelse af, at enten mangler det gennemsigtighed i værdien af aktiviteten, eller også føler det ikke initiativet var pengene værd.
– Vi skaber den røde tråd og måler hele vejen igennem forløbet effekten af vore tiltag. Det skaber gennemsigtighed i værdien for vores kunder, og det er her, vi gør en forskel, tilføjer Kim Traulsen.
Men har Clapcph en speciel forståelse af brand-aktivering?
– Vi definerer brand aktivering som ”en stærk kreativ platform som omdrejningspunkt for marketing og kommunikationsaktiviteter med det formål at aktivere forbrugerne”. Det handler om at skabe loyale og passionerede kunder – brand ambassadører.
Kim Traulsen slutter med at slå fast, at ”vores kunder skal fra start vide præcis, hvad de får for deres penge. Vi skal påvise den positive bundlinje på lige fod med blandt andet digitale platforme, hvor ROI er nem at påvise. Vi vil stå på mål for, at vi når målsætningerne for samarbejdet”.
Clapcph har allerede de første kunder inde i butikken.