Der er efterhånden mange centre på Handelshøjskolen i København. Nu havde vi lige vænnet os til, at det tidligere Forum for Reklameforskning har fået navneforandring til Center for Marketing Communication og fået det på plads i computeren eller hvor man nu opbevarer navne og adresser. Så kommer der endnu et nyt center, der næsten til forveksling hedder Center for Corporate Communication.
Dette nye center har til formål at organisere og stimulere studiet af corporate communication som udviklingstendens. Centret er en paraplyorganisation for forskellige grene af kommunikationsforskning på Handelshøjskolen i København.
Lederen af det nye center er professor, dr. phil. Ole Thyssen. I centrets styregruppe er bl.a. professor Majken Schultz ph.d., Institut for Interkulturel kommunikation og ledelse, professor, ekon dr. Flemming Hansen, Institut for Afsætningsøkonomi og Center for Marketing Communication, samt lektor Peter Kjær, Institut for Organisation og Arbejdssociologi, m.fl.
Dette nye center afholdt sin første store konference 22. november om Corporate Communication med undertitlen: Hvad vil det sige at tale på organisationens vegne?
I sin velkomst pegede Ole Thyssen på, at en organisation i sig selv hverken kan se, høre, tale eller skrive. Det skal der mennesker til, hvad enten det er lederne selv eller andre, som er ansat til at beskæftige sig specielt med denne opgave.
Eksempler fra praksis
På konferencen talte rektor Finn Junge-Jensen om Handelshøjskolens mission og strategi som et fælles grundlag for hele organisationen med dens ca. 1.500 fast- og løstansatte medarbejdere og ca. 15.000 studerende. De strategiske indsatsområder er koncentreret om at skabe og vedligeholde en international profil med national (regional) forankring, et intensiveret partnerskab med erhvervslivet og udvikling af det lærende universitet. Den sidstnævnte udvikling skal bl.a. ses på baggrund af den igangværende samfundsudviklin g som går fra industri- til videnssamfund og som stiller andre krav til Handelshøjskolen end tidligere.
Finn Junge-Jensen understregede betydningen af en åben kommunikation, hvor der er sammenhæng mellem ord og handling, hvor man ikke benægter sandheden og bruger kritik til at komme videre.
Peter Straarup, adm. direktør i Danske Bank talte om kommunikation og beslutningskraft, især ud fra sine erfaringer fra den gennemførte fusion. Hans budskab var, at klare beslutninger baseret på mål og værdier er forudsætningen for effektiv kommunikation. Han betragtede kommunikationen som en integreret del af ledelsesarbejdet, og mente at kommunikationsafdelingen har et stort ansvar for at sikre, at al kommunikation går i samme retning. Til det formål betjener Danske Bank sig af et talsmandskorps, som ofte også udtaler sig på branchens vegne.
Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell, mente, at Ekstra Bladet er det blad, der har den største kontakt med sine læsere. Det vidner den daglige strøm af telefonsamtaler, e-mails og alm. post om. Læserne henvender sig både med forslag til emner, der efter deres mening burde behandles, og med kritik. Man har derfor en omfattende kommunikation med sine læsere, ud over det, som skrives i bladet.
De øvrige talere var professor Dirk Baecker fra Universität Witten/Herdecke, et betalingsuniversitet, der har sin klart beskrevne mission og en klart formuleret identitet,
Henrik Dahl, sociolog og direktør for Advice Analyse, der fortalte om sin rolle og sine erfaringer som talsmand for ACNielsen AIM i de år, han var forskningschef i analyseinstituttet samt professor Majken Schultz, der opsummerede indtryk fra de forskellige indlæg ved konferencen om Corporate Communication. Flere konferencer af samme slags vil blive gennemført af Center for Corporate Communication. Interesserede blev tilbudt at lade sig skrive op på en mailing-liste ved henvendelse gennem e-mail-adressen:ccc@cbs.dk eller centrets hjemmeside: www.cbs.dk/ccc.