CBS’ nye center, Center for Applied ICT, har fået en flyvende start. Med en samlet forskningsbevilling på over 70 millioner, hvoraf de ca. 20 millioner i eksterne midler allerede er sikret til centret til forskning i løbet af de næste 3 – 4 år, har CBS Center for Applied ICT fået den bedst tænkelige start.

Centeret er netop blevet oprettet med professor Jan Damsgaard som centerleder og blandt de vigtigste samarbejdspartnere i ind- og udland finder man bl.a. Microsoft, IBM, SAP, Arla, Heineken, United Paper Mill (Finland), DR, Dagbladet Børsen og Forbrugerstyrelsen.

– I dag er samarbejdet med erhvervslivet ofte sporadisk kontakt eller meget tæt kontakt omkring fælles projekter. Centeret giver mulighed for at finde en mellemvej i form af længerevarende tilknytning – uden at dette er formaliseret i projektform. Dette kendes fx fra USA, hvor forskningscentre ofte har 20-50 virksomheder tilknyttet med adgang til forskere og forskningsresultater på centeret, fortæller centerleder Jan Damsgaard.

Kerneforskningen pt består af de 4 store projekter: 3gERP, ITAIDE, eSANGATHAN og DREAMS – og indholdet spænder lige fra udvikling af bedre fundament for fremtidens ERP til udvikling af avancerede mobile tjenester i storskala-forsøg. MSOL