DDB Needham synes, at der trænger til lidt fornyelse og konkurrence i reklamebranchen. Efter hvad Markedsføring erfarer vil bureauet i løbet af den kommende tid være fødselshjælper for et nyt full-service reklamebureau, der bliver til i samarbejde med reklamefolk udenfor DDB-bureauet.
Der bliver ikke tale om et satellitbureau, men et selvstændigt selskab, som ejes af DDB Needham og de ledende medarbejdere i fællesskab.
Det drejer sig om Y&R’s tidligere kontaktchef Ulrik Heilmann, der bliver det nye bureaus administrerende direktør, samt Claus Fynbo og Peter Boye, der i dag fungerer som kreativt team på Saatchi & Saatchi.
Hvor bureauet skal bo og hvad navnet kommer til at blive, og om der følger kunder eller medarbejdere med, er ikke afklaret endnu.
Parterne ønsker ikke at udtale sig om det nye bureau før disse ting ligger på plads.