Et af Danmarks ældste reklamebureauer, Scanad Evolution Agency, har netop etableret selskabet Darwin2 i samarbejde med internetpioneren, Jens Strandbygaard, der også er direktør for selskabet.
Darwin2 er et digitalt bureau, som beskæftiger sig med koncept, kreativitet, planning og mediestrategi, og det betjener allerede kunder som Skoringen, Akzo Nobel og Unilever.
− Scanad har en mangeårig kompetence inden for reklame og kommunikation, og vi har med ansættelsen af Jens Strandbygaard i det forløbne år satset meget på at løfte niveauet på bureauet inden for de digitale medier, fortæller administrerende direktør i Scanad Evolution Agency, Robert Rasmussen.
− Vi valgte bevidst at opbygge den digitale kompetence dybt inde i organisationen, så både kontaktfolk og kreative naturligt tænker de digitale medier med ind i ethvert oplæg, hvor det er relevant, fortsætter Robert Rasmussen
Og strategien har givet resultater. I 2008 firdoblede bureauet omsætningen på de digitale ydelser og udviklingen fortsætter i 2009.
Resultater eller gratis
Jens Strandbygaard har som iværksætter arbejdet med internettet i forskellige afskygninger siden 1995.
− Det har været fantastisk at være med til at løfte Scanad og starte Darwin2 op samtidig med, at jeg allerede har en særdeles god kundebase og medarbejderstab at bygge på, fortæller Jens Strandbygaard og fortsætter:
− Vi har besluttet os for at etablere selskabet, fordi der er et udtalt behov for de ydelser, som vi kan levere. Og vi har et meget klart fokus: Vi skaber resultater på nettet. Og jeg er villig til at give kunderne den garanti, at vi kan forbedre deres resultater online med 20 procent til omkostninger, der er 20 procent lavere end ellers. Ellers er det gratis.
Darwin2 deler lokaler med Scanad i Århus og Odense, fordi det i følge både Jens Strandbygaard og Robert Rasmussen giver god mening, da selskaberne komplementerer hinanden i mange sammenhænge. Til det siger Jens Strandbygaard:
− Darwin2s primære fokus er at skabe resultater på nettet. Men af og til kan det medføre, at kommunikationen i det hele taget bør gentænkes, og det er Scanads gebet. Omvendt, så er der ingen af Scanads eksisterende kunder, der ikke har behov for løbende at forbedre resultaterne på nettet, så på den måde supplerer vi hinanden – og kunden har stadig kun én kontakt og én, der tager ansvaret.
One-stop-digitalshop
Darwin2 er en one-stop-shop, som tager ansvar for resultaterne online.
− Hvis dit bureau laver en bannerannonce og dit mediebureau indrykker den, hvem har så ansvaret for, at resultaterne kommer? Skyldes dårlige resultater et dårligt banner – eller et dårligt site, som du har købt placeringen på?, spørger Jens Strandbygaard.
− Internet er ikke ligesom tv. Der er ikke kun nogle få kanaler, du kan reklamere på eller nogle få programmer, du kan sponsorere. Der er tusindvis og atter tusindvis af sites, og du konkurrerer om brugernes opmærksomhed. Derfor skal der tænkes integreret – alle parametre skal optimeres for at opnå resultater, mener Strandbygaard.
Darwin2s kerneydelse er digitale resultater, og man samarbejder med en række udvalgte leverandører.
− Hvis vores opgave for eksempel er at sikre, at kunden får 30 procent bedre resultat, så kan vi enten optimere deres web site, så 30 procent flere handler på det, vi kan ændre produktmikset, så de tjener 30 procent mere pr. handel, eller vi kan øge trafikken med 30 procent med uændret effektivitet på sitet, siger Jens Strandbygaard og fortsætter:
− Den, der ved noget om at optimere et website, er ikke nødvendigvis den samme, som ved, hvordan du skaber trafik fra de sociale medier. Derfor er vi nødt til at kunne sammensætte og styre de medarbejdere og leverandører, som er bedst egnet til hver eneste opgave.