Medier som plakater, flyers, bus- og taxireklamer, cafe-reklamer og in-store tv er blot nogle af de 33 forskellige kategorier, som medeiaindkøberne fremover kan søge i på den nye portal guerillaguiden.dk.
Portalen er seneste skud på stammen af søgeportaler, som giver overblik over mediebilledet i Danmark.
Første portal var printguiden.dk, der kom til i 2005, og siden er paletten udvidet med fagbladsguiden.dk i 2007, onlineguiden.dk i 2008 – og altså nu guerillaguiden.dk.

På guiden får medieindkøberne adgang til mediernes udbudte salgsmuligheder, uddybende medieprofiler og kontaktinformation samt inspiration via cases til mediernes kreative annoncemuligheder.
– Guerillaguiden.dk er præcis som vores andre medieportaler udviklet efter ønske fra professionelle medieindkøbere på media- og reklamebureauerne, siger direktør Thomas Rosendal, Guerillaguiden.dk.

Diffust marked
Han mener, at guiden vil kunne bidrage til et bedre overblik i et diffust marked.

– Vi er overbevidste om, at guerillaguiden.dk bliver en stor hjælp for de professionelle medieindkøbere på media- og reklamebureauerne over hele landet. Markedet for målrettede og kreative medier er stigende i takt med at annoncørerne udfordrer medieplanerne og gerne tilkøber og prøver nye og kreative medieløsninger, som kan tilføre kampagnerne en ekstra synlighed og gennemslagskraft. Samtidig er markedet for specielle, kreative og ofte mere ”undergrunds” medier helt uoverskueligt og ukendt. Og derfor er der også her behov for overblik til medieindkøbere, siger Thomas Rosendal.