Moviebox er Danmarks nye filmmagasin. Magasinet er til alle, der elsker god underholdning i hjemmet, og indtil dato har ingen enkelt-aktør bortset fra Ekko magtet at løfte opgaven gennem længere tid. Men nu lader det sig gøre med det nye tiltag, der bæres af den førende retailer, leverandører og distributører.
Magasinet har et oplag på 70.000 – og det er gratis for læserne. Den primære målgruppe for magasinet er personer i alderen 18-49 år.
– Moviebox er dedikeret til DVD- og Blu-Ray-udgivelser, og med mere end 100 omtaler af film, tv-serier, spil, et væld af spændende artikler, kendte skuespillere og filmfolk, teknik og gear og konkurrencer skal vi nok fange læsernes opmærksomhed og interesse, siger Tom Petersen, direktør i Aller Client Publishing, der udgiver magasinet i et tæt samarbejde med Foreningen af Danske Videogramdistributører og Blockbuster.
Den første udgivelse af Moviebox vil være i alle landets Blockbuster forretninger den 7. september 2010. Michael Raffnsøe, kommerciel ansvarlig for Blockbuster, glæder sig ikke overraskende meget til det nye magasin.
– Vi har længe manglet et sådant magasin på det danske marked, og nu glæder jeg mig til at tilbyde magasinet gratis til alle vores mange kunder i Blockbuster. Specielt fordi det er hele branchen, der løfter samlet, er der nytænkning bag Moviebox. Når ikke én aktør kan løfte opgaven, er magasinet udtryk for nytænkning i den forstand, at vi puljer ressourcerne og får et godt medie på gaden. Og forhåbentligt får vi solgt nogle flere film, siger Michael Raffnsøe. På længere sigt forestiller Michael Raffnsøe sig, at magasinet får en digital søsterudgave, så printudgaven ikke står alene.
Kommunikationschef i Foreningen af Danske Videogramdistributører, Ditte Rie Agerskov, glæder sig ligeledes over samarbejdet.
– Vi har sammen med Aller Client Publishing og Blockbuster fundet en fornuftig forretningsmodel for magasinet, som jeg er sikker på vil blive en stor succes, mener Ditte Rie Agerskov.
Moviebox er foreløbig planlagt til at have seks årlige udgivelser. ”Vi er overbeviste om, at magasinet bliver en succes, og så må vi se, om der ikke kunne blive tale om at udvide samarbejdet omkring magasinet. Der er faktisk allerede nu flere kæder, som gerne vil tilbyde magasinet til deres kunder. Det snakker vi dog lige med Blockbuster og Videogramforeningen om først, siger Tom Petersen.