Er det nødvendigt med et større bureau set-up, hvis man vil skabe et filmunivers, der skal positionere ens brand på europæisk plan?
Ja, vil mange sikkert mene – men nej, lyder svaret fra den nordjyske belysningsvirksomhed Nordlux.
Virksomheden er lige nu aktuel med sit første filmunivers, der skal positionere brandet ”Design For The People” på det europæiske marked, og bag koncept, instruktion, optagelser og produktion står instruktøren Mads Jeppesen.
Og som en anden enmandshær har han givet brandet – som tidligere har været rodfæstet i et mere kommercielt univers – en mere melankolsk og poetisk indpakning.
Produktet i anden række
Det viser nye sider af brandet, og det er også tanken, fortæller Klaus Graven Nielsen, Global salgsdirektør for Nordlux:
– Vores produkt- og livsstilsmagasin udkom for ganske nylig, og at kunne følge op med disse imagefilm er enormt positivt. Vi har hos Nordlux haft modet til at overgive os til Mads Jeppesens ideer og visioner, hvor fokus har været på det emotionelle, og så må produkt og funktionalitet kommer i anden række, siger han.
Nordlux har ikke haft et bureau med i processen, og filmene er udelukkende skabt i et samarbejde mellem Nordlux og Mads Jeppesen.
– Vi havde brug for at kunne overlevere ansvaret fuldt ud til den rette, uden et større bureau-setup, og Mads har fra starten bevist, at han var den rette mand til opgaven, siger Klaus Graven Nielsen.
Lyset er altid det vigtige
Mads Jeppesen, der ligesom Nordlux har nordjyske rødder, har udviklet det overordnede koncept, som skaber rammerne for den stemning, lyset bidrager med.
Udover konceptet, har han desuden instrueret, filmet og produceret de nye imagefilm, og selv siger Mads Jeppesen om opgaven:
– Stor cadeau til Nordlux for den tillid, de har vist gennem hele projektet. At få koncept og produkt til at spille sammen har været en spændende udfordring, da jeg altid prioriterer lyset i mine produktioner, og i denne opgave var lyset selve produktet.
Nordlux-filmene er bl.a. en del af en større kampagne på de sociale medier, og de skal i den kommende tid understøtte Nordlux Design For The People brand-univers i Europa.