Det lykkedes ikke for tidligere direktør i Egmont Serieforlaget, Christian Samsøe, og hans partnere at købe Tipsbladet. I stedet barsler de nu med en konkurrent til bladet.
Christian Samsøe og hans folk har dog ingen ambitioner om at lancere et spilleblad. Deres koncept er et helt andet.
– Resultater og fakta kan man hente så mange steder i dag. Vi mener, at publikum i langt højere grad efterspørger underholdning og oplevelser, siger Christian Samsøe.
Tipsbladet ville have kostet 8-10 mio. kr. at købe fra Berlingske-koncernen. Nu udnyttede bladets chefredaktør Carsten Andreassen i stedet sin forkøbsret sammen med nogle investorer fra spillemiljøet. Og Christian Samsøe bruger så i stedet pengene på at lancere et nyt ugeblad, hvor fodbold bliver omdrejningspunktet.
– Vi har diskuteret, om det skulle blive et mere generelt sportsblad, og vi vil da også komme til at skrive om andet end fodbold. Men det bliver fodbold, der kommer til at drive bladet. Landsholdet har succes, SAS-ligaen får større og større opbakning, og fankulturen blomstrer som aldrig før. Samtidig har vi EM i Portugal til sommer, og den timing må være god til et nyt blad, siger Christian Samsøe. Han tror desuden på, at der er plads til både hans nye blad og Tipsbladet.
Udviklingen i fodbolden er også en af årsagerne til, at han ikke mener, at sporene fra andre sportsblade skræmmer. Tipsbladet er f.eks. ikke kendt for at være en særligt god forretning.
– I udlandet ser man masser af sportsblade. Herhjemme har vi en række foreningsblade, mens dagblade som Ekstra Bladet og BT har en solid sportsdækning. Hidtil har man sagt, at det danske marked er for lille til at bære et decideret sportsblad, men i dag er det billigere at sende et nyt blad på gaden, end det har været længe. Vi får en prissætning omkring Tipsbladets, og et oplag på ca. 10.000 med 20 pct. annoncedækning vil få forretningen til at løbe rundt, siger Christian Samsøe.
Han har fået BTs tidligere chefredaktør og nuværende gratisavis projektmager, Kristian Lund som bestyrelsesformand, mens investorerne er en række privatfolk med Lars Thuesen i spidsen. Lars Thuesen har en fortid som koncerndirektør for My Travel og er i dag involveret i en række projekter – bl.a. Netdoktor. Christian Samsøe har selv aktie-majoriteten.

Avispapir med magasin lay-out

Bladet får navnet Forza og skal komme hver uge – måske bortset fra et par uger omkring december. Det bliver omkring 48 sider på avis-papir.
– Men vi vil arbejde med at give bladet et magasinpræg i lay-out og indhold. Sport er en oplevelse, og derfor er det fascinationen og begejstringen for fodbold og sport, der skal præge journalistikken. Men selvfølgelig vil vi ikke gå af vejen for en god journalistisk historie, siger Anders Bay, der bliver bladets chefredaktør. Han har en fortid som bl.a. souschef i BTs sportsredaktion, rådgiver for Bjarn e Riis, da han etablerede sit cykelhold samt sit eget medierådgivningsfirma.
Anders Bay fortæller videre, at Forza er et af de vigtigste ord for fodbold-supportere -også i Danmark. Det er et italiensk udtryk for “fremad”.
Bladet får 7 fastansatte medarbejdere – 3 kommercielle og 4 redaktionelle. Anders Bay vil desuden komme til at trække på et netværk af free-lancere.
Christian Samsøe og Anders Bay er netop nu på vej rundt til bl.a. annoncører med en dummy under armen, og bladet skal lanceres til maj. Der vil blive anvendt massekommunikation i lanceringen.
– Men herudover er vi begunstiget af, at fodbold-publikummet er relativt let at finde med henblik på markedsføring af bladet, siger Christian Samsøe.