Gratisbladet Mit Hjem, som bliver uddelt i Jysk, er kommet godt fra start. Allerede fire dage efter udgivelsen af det første nummer var alle magasinerne væk fra butikkerne. Og den situation har mediehuset Chili Group, der også står bag ungdomsbladene Frikvarter og Chili, ikke oplevet tidligere. Chili Group har i 2004 haft succes med lancere instore-magasiner til store kæder. Udover Mit Hjem udgiver Chili også Kiwi i Netto, Premiere i Blokbuster, Aktiv Forbruger i Spar og Skøn i Matas.
– Vi er naturligvis meget tilfredse med den meget flotte modtagelse som Mit Hjem har fået hos forbrugerne, siger salgs- og marketingdirektør Tom Petersen, der understreger, at man allerede nu har besluttet at øge sideantallet fra næste år, og samtidig overvejer Chili også at øge oplaget på bladet.