I knap et halvt år har reklamebureauet, NBTS, arbejdet på at udvikle et særligt magasin, Moving People, der skulle distribueres i Metroen. Projektet ser derimod ud til at være strandet allerede inden det første nummer.
Usikkerheden om bladets fremtid kommer efter at der er kommet ny ledelse i Metro Service, der driver Metroen. Den nye ledelse har sat projektet i bero, selvom det ellers var meningen, at det nye blad skulle udkomme første gang i løbet af efteråret.
Ifølge Steen Bjørvig, udgiver af Moving People, er bladets fremtid meget usikker.
– Vores ide var at skabe et blad som kan gøre Metroen til et nyt strøg og kunne binde bydelene sammen. På grund af Metroen kan man nemlig godt bo på Nørrebro og beslutte dig for at tage til Christianshavn for at købe morgenbrød, siger Steen Bjørvig, der er medejer af reklamebureauet, NBTS.
Ifølge Moving People’s hjemmeside skulle bladet satse på en målgruppe af købestærke, kvalitetsbevidste og nytænkende københavnere mellem 23 og 43 år. Magasinet skulle udgives seks gange årligt og trykkes i et oplag på 50.000 eksemplarer.