I det nye computerspil Fangen fra Azkaban er Harry Potter vokset med spillets målgruppe. Samarbejde, uhygge og større udfordringer skal få teenagere til at forblive Potter fans.
Harry Potter feberen rammer igen Danmark, når det nye computerspil – Harry Potter og Fangen fra Azkaban – udkommer den 3. juni. Spillet følger J.R.R. Rowlings succeshistorie om Harry Potter, der vender tilbage til trolddomsskolen Hogwarts tredje år.
Harry Potter og Fangen fra Azkaban er udviklet af verdens største spilproducent Electronic Arts, der også står bag de tre tidligere Harry Potter spil. De har tilsammen solgt mere end 25 mio. eksemplarer på verdensplan, hvilket svarer til, at der er solgt 20 Harry Potter spil i minuttet, siden det første spil kom på gaden i 2001. Harry Potter er selvsagt en meget vigtig udgivelse for Electronic Arts, der har brugt mange kræfter på at gøre Fangen fra Azkaban til det bedste og mest udfordrende Harry Potter spil til dato.
De tidligere Harry Potter udgivelser har primært henvendt sig til børn, men med Fangen fra Azkaban forventer Electronic Arts, at også teenagere vil spille med.
– Harry Potter og hans venner er ligesom målgruppen blevet teenagere og det kan ses i spillet. Fx er Harry Potter blevet højere, fået nyt hår og et meget detaljeret ansigt, der udtrykker modenhed og følelser. Samtidig er også opgaverne blevet mere actionprægede og sværere at løse, fortæller Steffen Kristensen, der er product manager i Electronic Arts Danmark.