Den britiske brancheforening Advertising Association (AA) står bag et nyt initiativ, AdGreen, der vil samle marketingbranchen om at ”eliminere de negative miljøpåvirkninger fra reklameproduktion”, skriver Marketing Week.

Fra 2021 vil AdGreen stille værktøjer, tjenester og ekspertise til rådighed for den britiske reklamebranche med to målsætninger for øje:

For det første skal det kortlægges, hvor meget produktionen af reklamer og annoncer egentligt forurener, og for det andet skal det klæde branchen på til en ”Zero Carbon, zero waste”-fremtid.

Unilever og WPP bakker op

Gruppen bakkes op af en stribe af de største annoncører i Storbritannien, heriblandt Sky og Unilever, og fra sidstnævnte forklarer Alan Jope, CEO, hvorfor selskabet deltager i AdGreen:

– Der er brug for øjeblikkelig handling i alle hjørner af alle brancher, hvis vi skal bevæge os ind i en CO2-fri fremtid. Vi er glade for at gå sammen med vores ligemænd og andre ledende organisationer om at lancere AdGreen, der kan sætte skub i en reel forandring i reklame-produktionen, siger han til Marketing Week.

Foruden AA bakker den britske annoncørforening ISBA (Incorporated Society of British Advertisers), IPA (The Institute of Practitioners in Advertising) og flere store bureaugrupper, herunder WPP og Havas, op om AdGreen.

Arbejdsgruppen bag AdGreen, The Climate Action Working Group, blev lanceret i januar og kommer med anbefalinger til, hvordan reklamebranchen kan blive CO2-neutral.