Tidligere kreativ direktør på Nordisk Film, Mads Jonassen, og tidligere kommunikationschef hos CIFF, Janne Villadsen, har i fællesskab lanceret et nyt bureau, Force of Nature.

Håbet er at bryde igennem på markedet ved at kombinere kreative koncepter og kommunikation.

– Inden for kultur – det være sig film, design eller mode – ser vi ofte, at man deler brandingprocessen op og lader et kreativt bureau klare arbejdet med koncept- og kampagneudvikling, for derefter at bruge et kommunikations- og PR-bureau til at få kampagnen og brandet til at leve blandt målgruppen, lyder det fra Jane Villadsen i en pressemeddelelse.

– Men på den måde risikerer man, at der arbejdes på forskellige agendaer og ikke på den samlende fortælling, der er bedst for brandet, fortsætter hun.

I stedet skal kommunikation betragtes som en ”naturkraft”, der er drevet af den menneskelige nysgerrighed. Deraf navnet på bureauet.

– Hos Force of Nature kommer vi fra forskellige sider af kommunikationsbranchen: Jeg fra bureau-siden, hvor det visuelle design og det konceptuelle er i fokus, mens Janne har arbejdet med kommunikation og public relations. Lige præcis den kombination giver os en unik indsigt i, hvilken kommunikationsform der er mest effektiv for et givent brand, lyder det fra Mads Kinch Jonassen i presseskrivet.